På Hirtshalsvej tæt ved Bindslev ligger Graverens Grøntsager, som er en yderst populær gårdbutik, der året rundt sælger årstidens hjemmeavlede grøntsager. I højsæsonen, og det er lige nu, er der omkring 40 forskellige slags, og netop nu er der et blomstrende hav af gladiolus og georginer, der er lige til at plukke som Pluk Selv Blomster.

- Der er sakse og knive til fri afbenyttelse, så det er blot at gå i gang. Lige nu står det hele i fuldt flor. Når man har plukket de blomster, man ønsker, lægges betalingen i gårdbutikken, eller der betales med MobilePay, fortæller Carsten Graver.

Annette og Carsten har boet på ejendommen Østergaard i 20 år, og siden 2010 har de koncentreret sig om at udvikle gårdbutikken med et stort og varieret udbud af friske grøntsager, der dyrkes på 2 ha af gårdens marker.

- I løbet af året har vi 30 - 40 forskellige grøntsager blandt andet mange forskellige krydderurter, som vi sælger her fra gårdbutikken og fra vores bod på Østervej i Tversted, siger Carsten Graver.

På ejendommen er der også 10 - 12 frilandsgrise, som sælges på bestilling. Grisene slagtes og opskæres lige efter kundens ønsker på Hjallerup Slagtehus. Mangler man friske æg, er det ikke noget problem, for gården har 250 høns af racen Isa Brown, der dagligt lægger omkring 180 æg.

- Folk kan roligt købe vores æg, for vi er tilsluttet "Den offentlige salmonellahandlingsplan i 2016", siger Carsten beroligende.

Gårdbutikken har åbent året rundt med selvbetjening.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...