Nordjysk Pigekor synger i både Hjørring og Astrup

HJØRRING/ASTRUP: Nordjysk Pigekor er traditionen tro klar til at få vendelboerne i den rette julestemning. Fredag 14. december holdes den årlige julekoncert i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring, og tirsdag 18. december er der julekoncert i Astrup Kirke. Begge koncerter begynder klokken 19.30.

På programmet er en række kendte og skattede danske flerstemmige julesalmer og julesange, men også et par udenlandske, smukke sange har sneget sig med.

Nordjysk Pigekor dirigeres af Christina Kjærulff, mens Nordjysk Pigekors Juniorkor dirigeres af korets nyansatte sangcoach og dirigent Katrine Bach Skovmand.

- Vi glæder os hvert år til julekoncerterne i kirkerne, for det er hyggeligt og stemningen er helt speciel. Så vi håber at se rigtig mange gæster, siger Christina Kjærulff.

Når julen er sunget ind, skal koret så småt begynde at øve til en kommende, international korkonkurrence, som koret skal deltage i til august 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...