Peter Vestgaard Andersen fylder 60 år - i 29 år har han skabt gode relationer i Hjørring og omegn

HJØRRING: Peter Vestgaard Andersen har i 29 år stået for annoncesalg og de gode relationer hos NORDJYSKE Medier - i dag har han base på kontoret på Sct. Olai Plads i Hjørring. Men her sidder han ikke mange timer i stræk. Han vil nemlig allerhelst ud til byens foreninger og kunder - ud til det lokale, solide netværk, som han har skabt gennem årene.

- Det er sjovt, og jeg kan godt lide at have fingeren på pulsen og være med i det lokale fællesskab, siger Peter Vestgaard Andersen, der har bevaret både energien og gnisten i sit arbejde.

- Det giver også værdi for NORDJYSKE Medier, at jeg er aktiv mange steder. Foruden annoncesalg i Hjørring og Brønderslev, har jeg fokus på områdets foreningsliv og erhvervsforening. Jeg er blandt andet med i Dynamic under Erhverv Hjørring.

26. maj fylder Peter Vestgaard Andersen 60 år, og den runde mærkedag fejrer han privat.

Peter Vestgaard Andersen er et velkendt ansigt i byen, og han er for mange synonym med NORDJYSKE Medier. En bette gåtur i byen kan tage ham lang tid, for ofte møder han kunder og bekendte undervejs - og det bliver til mange gode snakke.

Job og fritid glider lettest sammen, konstaterer Peter Vestgaard Andersen. Og det passer ham ganske godt.

- Jeg kan lide at arbejde sammen med mennesker, tilføjer han.

- En god dag på jobbet er for mig at gøre en forskel for kunderne. Jeg vil gerne give kunderne ideer og værdi for pengene. Jeg vil kunderne det bedste, og jeg brænder for det, jeg laver, understreger Peter Vestgaard Andersen, der tidligt i sin karriere fik erfaring fra detailhandlen i sko- og herretøjsbranchen.

- Jeg synes, mit arbejde er utroligt spændende - også fordi jeg arbejder med rigtig mange forskellige brancher. Det er et stort privilegium at få lov at kigge ind i så mange brancher - lige fra isenkræmmere til ejendomshandlere. Og det er en stor glæde at se deres forretninger i vækst.

Mediekarrieren begyndte på ugeavisen Vendelbo Posten i Jernbanegade i Hjørring i 1990, hvor han hurtigt kom på smil og snak med alle i Hjørring og omegn.

Siden de første annoncer blev tegnet, har Peter Vestgaard Andersen været rundt i stort set hele Nordjylland. Områdecenter efter områdecenter har haft glæde af hans energi og smittende humør. Han har gjort sit for at få små og store byer til at fungere, opkøbt mindre ugeaviser, fået handelsstandsforeninger på god fod - og de handlende til at købe annoncer og markedsføring.

Og rigtig købmand - det er han. Men han er meget mere end det. Ikke mindst kan han skabe gode relationer og pleje dem, så netværket til stadighed udvides.

- Det har jeg nok fået med mig hjemmefra, lyder overvejelserne fra Peter.

Peter er nemlig opvokset i Ugilt ved Sindal, hvor faderen var post og forældrene drev købmandsforretning sammen.

- Mine forældre var et samlingspunkt i lokalsamfundet, og her lærte jeg vigtigheden af at interessere sig for andre mennesker og hjælpe, hvor man kan, siger Peter med en venlig tanke til sin far og mor - hans mor er i dag 92 år og bor i Tårs.

Et fritidsjob i en tøjbutik fik Peter i lære hos MR i Tårs og Sæby. Efter nogle år skiftede han til skobranchen, og i fem år var han bestyrer af Jakob Sko i Sæby. Men så blev der ringet fra avisen. Og Peter Vestgaard Andersen greb den nye mulighed, og blev ansat som annoncekonsulent.

- Jeg stortrives med udvikling og forandring i jobbet, tilføjer Peter Vestgaard Andersen.

Foruden familien og rejser - gerne til varme himmelstrøg - har fodbold altid stået højt på listen over fritidsinteresser. Indtil bentøjet svigtede, var han selv en særdeles habil spiller og træner i Tårs - og han var desuden foreningsaktiv i TUI i Tårs, hvor familien boede i mange år. I dag dyrker han fodbolden på tilskuerpladserne - og gerne på stadion i Hjørring, når Vendsyssel FF løber på banen.

Peter flyttede sammen med sin hustru Vibeke, der er sygeplejerske på sygehuset, til Hjørring for fem år siden. Sønnerne Kristian, Søren og Lars er for længst flyttet hjemmefra og de er godt i gang med hver deres karriere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...