Årets Guldpalme-vinder pendulerer fra komedie til thriller

HJØRRING: Lønstrup Café Bio viser onsdag den 12. februar 2020 kl. 19.30 den sydkoreanske drama-komedie Parasite, som er instrueret af Joon-ho Bong. Filmen vises også den 13., 14. og 16. februar 2020 klokken 19.30.

Årets Guldpalme-vinder, den sydkoreanske auteur Bong Joon Hos Parasite, blev ikke blot kåret som årets bedste film i det sydfranske, den skiller sig også ud som et kompromisløst og tankevækkende filmværk – både hvad angår æstetik og indhold.

Parasite pendulerer i sit uudgrundelige genremiks fra komedie til thriller og serverer samtidig en iskold bredside mod samfundets stigende ulighed. Ki-woo bor sammen med sin søster, Ki-jung, og sine forældre i en snusket kælder i Seouls slumkvarter og drømmer om en bedre tilværelse.

Muligheden opstår pludselig, da Ki-woo på sin vens anbefaling får et job som engelsktutor for den kønne, unge Da-hye, hvis hovedrige far og neurotiske mor betaler godt for lektiehjælpen. Hurtigt aner Ki-woo, at han med enkle manøvrer kan infiltrere familien og samtidig sikre sin egen, og plud-selig er den kreative Ki-jung ansat som kunstterapeut for Da-hyes uregerlige lillebror, faderen Ki-taek som chauffør og moderen Chung-sook som husholderske.

Som parasitter æder de sig grådigt ind på den intetanende families domæne, men lykken varer kort. For en uventet trussel lurer lige under dem og bebuder afsløring, hvis de ikke handler hurtigt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...