Davidsens Tømmerhandel overtager nu officielt alle Optimera butikker - Optimera i Hjørring lukker

HJØRRING: I denne uge overtog sønderjyske Davidsens Tømmerhandel alle butikker i Optimera-kæden. I den forbindelse præsenterer ledelsen planerne for den nye, landsdækkende byggevarekæmpe. Mens Davidsen med opkøbet rykker styrket ind i flere af landets største byer, betyder opkøbet også, at to tidligere Optimera-butikker lukker. Det sker i bl.a. Hjørring, hvor butikken på Frederikshavnsvej 224 ikke vil fortsætte ind i Davidsens Tømmerhandel og dermed lukker.

- Vi har i dag kunnet melde ud om fremtiden for Davidsens Tømmerhandel til vores medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Flere steder i landet kommer vi til at investere kraftigt i at etablere eller styrke vores tilstedeværelse. Det er steder, hvor vi ser et stort potentiale for vores virksomhed, forklarer Henrik Clausen, adm. direktør i Davidsens Tømmerhandel og tilføjer:

- Samtidig er der enkelte steder, hvor vi ikke mener, der er et rentabelt grundlag for at drive en forretning indenfor Davidsens Tømmerhandel. Derfor lukker vi to afdelinger, og det sker i blandt andet i Hjørring. Det er naturligvis rigtig ærgerligt for byen og ikke mindst for de medarbejdere, som bliver berørt, siger han.

Overtagelsen af Optimera gør Davidsens Tømmerhandel landsdækkende på det professionelle og private markedet for trælast, byggematerialer, værktøj samt el- og VVS-artikler. Opkøbet fordobler antallet af afdelinger på landsplan og styrker Davidsens Tømmerhandel i og omkring de største byer i Danmark.

Davidsen er en 100% familieejet handelsvirksomhed inden for trælast og byggemarked. Selskabet har i dag 23 afdelinger i hele landet. Davidsen har i 75 år været en troværdig og seriøs samarbejdspartner for professionelle og storleverandør til private kunder. Davidsen har i dag ca. 1.000 medarbejdere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...