Kort før første træning hos Vendsyssel FF i Vrå torsdag blev den nye træners identitet afsløret

VENDSYSSEL: Som NORDJYSKE tidligere har kunnet fortælle, så bliver det Johnny Mølby, der kommer til at overtage trænersædet hos Superliganedrykkerne Vendsyssel FF.

Kort før første træning hos VFF i Vrå torsdag blev den nye træners identitet nemlig afsløret, og det var - ikke uventet - Johnny Mølby.

Den 50-årige træner tiltræder i Vendsyssel FF pr. dags dato og skal altså – sammen med assistenttræner Henrik Larsen – stå med ansvaret for holdet i NordicBet Ligaen.

- Jeg er rigtig glad for at være nået til enighed med Johnny. Han kunne se det spændende i vores projekt, og vi glæder os til, han begynder arbejdet, siger sportsdirektør Ole Nielsen i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

- Vi har fået den trænerprofil, vi har ledt efter. Johnny er en uhyre dygtig træner, og han kommer med en rigtig flot fodboldmæssig baggrund. I sine tidligere klubber har han samtidig bevist, at han kan udvikle et hold, en klub og de enkelte spillere i den rigtige retning. Derudover har Johnny nogle dygtige og spændende kompetencer, som vi tror på, kan flytte os i den rigtige retning og være medvirkende til, at vi spiller i toppen af NordicBet Ligaen i den kommende sæson, siger Ole Nielsen.

JOHNNY MØLBY

Johnny Mølby har senest været assistenttræner i belgiske KAA Gent.

Før det har han været cheftræner i Viborg FF, AC Horsens og Kolding FC, lige som han har været assistenttræner i Esbjerg fB og AGF.

Som aktiv fodboldspiller nåede Johnny Mølby blandt andet 16 A-landskampe, mens han på klubplan repræsenterede klubber som Vejle Boldklub, FC Nantes og Borussia Mönchengladbach.

Han nåede også i årene 1995-97 at spille 36 kampe og en enkelt scoring for AaB i Superligaen.

Den nye cheftræner glæder sig til at sætte sig i cheftrænerstolen.

- Jeg har haft nogle gode snakke med Ole Nielsen og Jacob Andersen (bestyrelsesformand, red.) om, hvad klubben gerne vil. De idéer, de havde, kunne jeg se mig selv være en del af, så jeg ser frem til at begynde arbejdet i Vendsyssel FF, siger Johnny Mølby og tilføjer:

- Det bliver en rigtig tæt NordicBet Liga-sæson, fordi der kun er én oprykker og mange hold har den ambition. Men for os det drejer sig om, at vi får sammensat en stærk trup og finder stabilitet i vores arbejde. Henrik og jeg skal hurtigst muligt lære truppen at kende, få sat vores præg på hverdagen, så spillerne får noget tryghed og glæde ved at spille noget fodbold igen. Vi skal ind og vise spillerne og resten af staben omkring holdet hvilken retning, vi gerne vil i, og det ser jeg frem til, siger Johnny Mølby, der starter træningen med sit nye hold omgående.

Skrevet af Jens Hukiær

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...