Pernille Ørum tilbyder vejledning og hjælp med marketing, salg og events i eget firma

HJØRRING: Ørum - Marketing, Salg & Events er navnet på et nystartet Hjørringfirma. Bag firmaet står Pernille Ørum.

Og Penille Ørum er kommet rigtig godt fra start med gode kunder, som har sikret sig hjælp og rådgivning til markedsføring og salgsproces.

- Tidligere var det nok at have gode tilbud i butikken - så kom kunderne af sig selv. Sådan er det ikke mere. Man skal både være tilgængelig på sociale medier, trykte medier og snakke med mange forskellige målgruppe på forskellige tidspunkter. Vi er ikke loyale kunder længere, og det stiller mega store krav til virksomhederne om at skabe loyalitet. Det er virkelig en udfordring, og den opgave kræver tidsmæssigt mange kræfter, konstaterer Pernille Ørum.

- Vi vil som kunder have ærlighed. Jeg køber som kunde en følelse, og vi vil gerne se bag facaden - vi handler ikke med logoer, men med mennesker. Det bliver vigtigere og vigtigere. Virksomhederne skal gøre det, de er rigtig gode til - nemlig at sælge en ydelse eller deres vare, så sørger jeg for markedsføringen. Og man kan hyre mig ind på freelancebasis.

Et liv med salg

Pernille Ørum bor og er opvokset i Hjørring.

- Og jeg har faktisk arbejdet med salg siden jeg var 15 år og stod i en slikbutik, smiler hun.

Siden har hun arbejde i både tøj- og skobutik i Hjørring.

- Jeg er uddannet materialist ved Matas i Metropol Shoppingcenter. Da jeg var færdiguddannet blev jeg account manager for Clarins i Salling. Jeg har faktisk aldrig villet arbejde i butik - men jeg har altid oplevet, at alt med salg, marketing, event og kundemønstre var mega interessant, fortæller Pernille Ørum.

- Og jeg tror på, man skal lære tingene fra bunden. Jeg læste videre til markedsføringsøkonom, og blev tilbudt at arbejde som freelancekonsulent for Clarins, mens jeg studerede.

I uddannelsesforløbet kom Pernille Ørum til Friis’ marketingsafdeling med fokus salgsfremmende aktiviteter, og her blev hun efterfølgende fastansat.

Vil udvikle og ændre

Hun greb en ny chance, da NORDJYSKE Medier søgte trainee i Hjørring, og det førte til ansættelse som mediakonsulent. For to år siden blev hun account manager og fik ansvar for samarbejdet med Hjørring Handel og for nogle aktiviteter knyttet til det lokale forretningsliv.

- De fem år på NORDJYSKE Medier har været fem fede år. Jeg har aldrig kedet mig og altid vidst, hvilken vej jeg skulle - jeg har udviklet mig hele vejen. Og jeg har hele vejen fået lov til at være den, jeg er.

- Men jeg kunne også mærke, at jeg skulle videre. Jeg har arbejdet med både salg, markedsføring og event i mange år - og jeg skulle finde en mulighed for at kombinere alle ting. Jeg ville bruge alt det, jeg brænder for 150 procent.

- Jeg vil gerne udvikle og skabe ændringer, og jeg vil se, at tingene rykker sig i en proces. Tingene må ikke stagnere.

I første omgang havde Pernille Ørum sagt ja til ansættelse som kørende sælger, men gode kunder i byen kontaktede hende, da de hørt, at hun var på vej videre og væk fra byen.

- De opfordrede mig til at etablere mit eget firma. Det var et stort skridt, for jeg havde ikke tænkt tanken på det tidspunkt. Men jeg har altid tænkt, at der er et kæmpestort behov for rådgivning til marketing og salg - og jeg kunne sagtens se mig selv som freelance.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...