Den populære Seniorhåndbogen udkommer i rekord-oplag - bogen udleveres gratis ved et arrangement 30. januar hos 3F Skagerak

HJØRRING: Kan jeg få varmehjælp? Hvad med boligydelse og ældrecheck. Og hvor meget må jeg arbejde ved siden af min folkepension?

Der rejser sig mange spørgsmål, når man er efterlønner eller folkepensionist; mange af svarene er samlet i den populære Seniorhåndbogen, der udgives af Faglige Seniorer.

Seniorhåndbogen er netop udkommet i en ny og opdateret 2020-udgave med satser for blandt andet folkepension, efterløn og en oversigt over regler og love.

Seniorhåndbogen koster 49 kroner, men seniorer kan netop nu sikre sig et gratis eksemplar. Det sker ved et arrangement torsdag 30. januar kl. 09.30 i mødelokalet hos 3F Skagerak, Vandværksvej 30 i Hjørring.

- Regler, love og satser på ældreområdet er ofte uigennemskuelige og indviklede, og det kan have store økonomiske konsekvenser for den enkelte, hvis man ikke kender sine muligheder. Faglige Seniorer er sat i verden for, at vi kan tage hånd om hinanden. Derfor er Seniorhåndbogen en god og nem guide til livet som efterlønner og folkepensionist, siger Cai Møller, formand for Faglige Seniorer Nordjylland.

Seniorhåndbogen 2020 er trykt i et rekord-oplag på 60.000 eksemplarer, så vi håber, der er nok til alle.

Faglige Seniorer er Danmarks næststørste ældreorganisation med over 230.000 medlemmer og 475 klubber fordelt over hele landet.

- Vi starter med en kop kaffe, hvor efter vi fortæller om Seniorhåndbogen og om de nye ting, der er sket for seniorerne her ved årsskiftet.

Tilmelding er nødvendigt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...