Legelandet Hermans Hule åbner i maj på Grønnevold i Hjørring - målgruppen er børn op til otte år

HJØRRING: Legelandet Hermans Hule rykker ind i det tidligere FunCenter på Grønnevold i Hjørring.

Målgruppen er primært børn op til otte år, og indehaver Jeppe Kragh fra Hermans Hule forventer at åbne Hjørrings nye legeland i maj.

Hermans Hule har i dag centre i Holstebro, Herning og Silkeborg. Legelandskonceptet ejes af Jeppe Kragh, og han ejer centeret i Hjørring sammen med Anders Jensen og Jeppes lillesøster, Emma Kragh. Emma skal drive Hjørring-centeret. Hun har tidligere været chef for Leos Legeland i Aalborg.

- Legelandet i Hjørring-centeret beholder vi, men ellers laver vi alt andet om både ude og inde. Det specielle ved vores koncept er, at man kan købe månedskort til børnene. Et barn koster 85 kroner om måneden - har du tre børn koster det 160 kroner per måned. Det skal være til at betale for familier med flere børn. For hvert barn, der er meldt ind, må der komme to voksne ind gratis. Så mor og far eller bedstemor og bedstefar kan tage barnet med i Hermans Hule. Det kan vi se er en stor succes i de andre centre, siger Jeppe Kragh og tilføjer, at målet for ejerkredsen er, at Hermans Hule skal etableres i 25-30 byer de kommende år.

- Man kan selvfølgelig stadig købe billet til en enkelt dag som tidligere, men vi håber selvfølgelig, at familier i lokalområdet vælger adgangskort, så de får ubegrænset adgang til leglandet.

Hermans Hule er åben seks dage om ugen.

- Vi har lukket mandag til hovedrengøring, men er mandag en helligdag, gør vi rent om aftenen og holder åben.

Jeppe Kragh tilføjer, at det nye legeland foruden redskaber og andre nye udfordringer også frister med en masse almindelige legsager.

- Det er super vigtigt for den her aldersgruppe.

Afsked med glade børn

Jan Olsen har drevet FunCenter på adressen i tre år, og FunCenter havde sidste åbningsdag i Hjørring 24. februar. Centret er ikke solgt, men store dele af inventaret er solgt til den nye lejer - Hermans Hule.

- Jeg tror, der kan drives et rigtig fornuftigt legeland i Hjørring, og det mener jeg byen vil bakke op om. Men med FunCenters koncept ønskede jeg noget mere, og det fungerede desværre ikke, konstaterer Jan Olsen, der også er indehaver af FunCenter Aalborg.

- Det er vemodigt at sige farvel til alle stamgæsterne med årskort, de glade børn og til de dejlige studiemedarbejdere som drev centeret, men jeg er sikker på, at det nye koncept, der kommer i bygningen, vil blive en stor succes.

Polterabend og firmature

Jan Olesens fokus ligger nu på at drive det succesfulde center i Aalborg, hvor der ikke kun satses på børnene.

- Her bliver der i lige så høj grad holdt polterabender, firmaarrangementer, herre- og dame ture, familie ture og lignende arrangementer.

- Hjørring er efter min vurdering desværre for lille til at drive et FunCenter-koncept med eventhal, skydebane og lasergame, og de mange andre aktiviteter det var planen om på sigt og har vist sit værd i Aalborg FunCenter.

- De gæster vi havde fra Hjørring i Aalborg FunCenter, kørte stadig turen til Aalborg, selvom der lå en mindre udgave af vores center i Hjørring, konstaterer Jan Olsen.

- På den måde har vi ikke fået en helt masse flere gæster ved at åbne et center i Hjørring. Vi fandt ud af, at det var legelandsområdet vi skulle udvide i Hjørring, da forældrene ikke kører til Aalborg med en masse børn på bagsædet.

- Så de lokale børn var dem, der skulle bære centret i Hjørring. Det var for lille en målgruppe at satse på, og selvom vi har haft en fin omsætningsstigning efter at have renoveret lokalerne og investeret mange penge i et nyt legeland, var det ikke nok til, at børnene alene kunne løfte omsætningen til det niveau, som vi ønskede med FunCenter-konceptet.

Jan Olsen tilføjer, at målet var at skabe en fuldtidsstilling i Hjørring-centret.

- FunCenter-konceptet favner bredt og er et oplevelseskoncept, der ikke kun skal være baseret på børn. Derfor blev beslutningen om at sætte stedet til salg truffet, tilføjer Jan Olsen.

- Jeg kan se, at vi stadig har mange gæster, der tager turen fra Hjørring til FunCenter Aalborg, når der skal laves noget sjovt og mærkedage skal fejres. Så på den måde er vi slet ikke færdige med Hjørring i FunCenter regi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...