Tre unge står i spidsen for projektet, der skal samle byens unge, studerende i caféen Why

HJØRRING: En ny studentercafé er på vej i Hjørring. Caféen får navnet Why og den får adresse i Jernbanegade 4. Butikslokalet er på 248 kvadratmeter, og det bliver nu istandsat og indrettet til café. Planen er, at Hjørrings nye studentercafé åbner til studiestart efter sommerferien.

Tre unge - Villiam Jensen, Magnus Mertz og Pernille Skov - står bag projektet. Og de samarbejder med ejendomsudvikler Gert Jensen fra Wenbo, der ejer lokalet. Han glæder sig over de unges initiativ. Og Gert Jensen forudser, at caféen bliver en kæmpegevinst for hele området.

- Studentercaféen kan være med til at trække de studerende ind i midtbyen og skabe liv i området, siger Gert Jensen.

- Den vil give livlig trafik gennem Østergade.

Fælles samlingssted

Café Why udspringer af Studenterhus Hjørring, og foreningens mål er at skabe et fælles samlingssted for byens mange studerende. Et sted, hvor de studerende på tværs af uddannelser kan hygge sig og mødes over gruppearbejde eller lektielæsning.

Hidtil har foreningens medlemmer haft mødeaftener fredage i kælderen på Vendelbohus i Studenterhus ”Underground. Foreningen har her delt lokale med bridgespillere, og det har givet de frivillige en del arbejde både før og efter mødeaftenerne.

Med placeringen i Jernbanegade får studenterhuset frem over en særdeles central og synlig placering i midtbyen, og initiativtagerne får sammen med andre frivillige mulighed for selv at udvikle projektet og udvide samlingsstedets åbningstider.

Positive oplevelser

Pernille Skov er næstformand i bestyrelsen for Studenterhus Hjørring.

- Foreningen har i nogen tid forsøgt at finde et mere egnet sted end kælderen på Vendelbohus til de studerende. Og det har vi fundet nu, siger Pernille Skov, der er kommet retur til Hjørring efter fire år i København. Efter sommerferien skal hun studere til pædagog. Hun har valgt at søge tilbage til sine rødder i Vendsyssel, og hun brænder samtidig for at skabe gode vilkår og oplevelser for byens unge, studerende.

Villiam Jensen og Magnus Mertz har løbet studenterhus-projektet godt i gang. Fredagene på Vendelbohus har samlet 80 gæster, men lokaleforholdene har begrænset initiativtagerne i at udvide og udvikle samlingsstedet.

Samtidig gik Gert Jensen med tanker om at åbne en studiecafé, og kræfterne blev derfor forenet.

- Når de unge bliver studenter forsvinder mange af de unge fra byen til Aalborg og andre studiebyer. Det er vigtigt, at de studerende husker deres ungdom og tid i Hjørring for gode og positive oplevelser. Så er der også større sandsynlighed for at de kommer tilbage, når de er færdige med deres studier, siger Gert Jensen.

Frivillige kræfter

Caféen skal udelukkende drives med frivillige kræfter

- Vi vil jo rigtig gerne have, at de studerende i byen bliver en del af teamet i Why, understreger Pernille Skov

- Det skal være de studerendes sted. Vi skal have andres bud ind over det og der er vigtigt at de føler, det er deres sted.

- Folk skal ikke tro, at vi tjener kassen på det. Vi gør det her, fordi det mangler i byen - der er et behov. Det er en forening, og alle må gerne være med.

De tre initiativtagere præsenterer Why-planerne for byens gæster med en event til Open by Night fredag aften.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...