Private klinikker kan komme på banen med genoptræning efter kun syv dages ventetid - Fysioterapeuter på Skagensvej er klar

HJØRRING: Patienter har nu garanti for, at deres genoptræning begynder senest syv dage efter udskrivelse fra sygehuset efter eksempelvis en hofte- eller en knæoperation. Garantien giver øget pres på de kommunale genoptræningstilbud, og derfor er de private fysioterapiklinikker med i planen. De skal være med til at sikre, at garantien bliver indfriet.

Fysioterapeuterne Skagensvej i Hjørring er netop blevet godkendt af Sundhedsstyrelsen til at varetage genoptræningen af disse patienter. Her står klinikejer og fysioterapeut Morten Mellerkær og hans team klar til at hjælpe borgerne godt på vej med træning, der kan give dem deres fysiske evne tilbage.

- Garanti for genoptræning betyder, at borgerne kan vælge os til at hjælpe dem igennem et genoptræningsforløb, hvis kommunen ikke kan hjælpe, inden for syv dage efter, at patienterne er blevet udskrevet fra sygehuset, oplyser Morten Mellerkær.

Hidtil har fristen været, at borgerne skulle kontaktes af de kommunale genoptræningstilbud senest 14 dage efter udskrivning fra sygehuset.

- Hvis Sundhedscenteret ikke kan iværksætte genoptræning inden syv dage, skal centeret rådgive patienten om muligheden for at vælge en privat klinik, forklarer Morten Mellerkær.

Patienten kan på mingenoptræning.dk se, hvilke klinikker der er godkendt til opgaven, og skal selv kontakte fysioterapiklinikken.

Træningssal er klar

Morten Mellerkær hilser den nye garanti velkommen, og håber, at patienter vil benytte klinikkens tilbud.

- Vi skal hele tiden tænke nyt og tænke i udvikling. Vi har fået vores træningssal nyrenoveret, og den vil vi rigtig gerne have brugt mere, tilføjer Morten Mellerkær.

- Vi er klar med en genoptræningsplan for den enkelte skavank, oplyser Morten Mellerkær.

- Man får samme genoptrænings”pakke” hos os, som i Sundhedscenteret, understreger han.

- Kommer der patienter i vores klinik, som ikke har det, som de skal have det efter eksempelvis en operation, har vi samme forpligtigelser som det kommunale genoptræningssystem - nemlig at vise patienten tilbage til kirugen eller egen læge, understreger Morten Mellerkær.

Tilbage til hverdagen

Formålet med genoptræning er, at patienten opnår samme grad af funktionsevne som tidligere - eller bedst mulig funktionsevne - så de får mulighed for at vende tilbage til hverdagen på den bedst mulige måde.

Et genoptræningsforløb inkluderer blandt andet vejledning om smerter og hensyn efter en eventuel operation. Patienterne får desuden vejledning i de gældende kliniske retningslinjer og øvelsesvejledning med henblik på at opnå fuld bevægelig, styrke og stabilitet.

Genoptræning kan også omfatte sportsspecifik øvelsesterapi og vejledning, så patienterne kan komme til at dyrke deres sport igen.

Genoptræning kan både omfatte individuel træning og træning på hold - afhængig af skadens karakter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...