Bone’s-boss Ole Søndergård er ny formand for Hjørring Handel

HJØRRING: Ole Søndergård, der driver Bone’s-restauranterne i Hjørring og Frederikshavn, er ny formand for Hjørring Handel. Han afløser den mangeårige formand Allan Sørensen, der stopper på grund af nyt arbejde.

- Det var naturligt, da jeg i forvejen har afløst Allan, når han ikke var der - men det bliver nogle store sko at udfylde, lyder den rosende besked til eks-formanden, der blandt andet fik Hjørring på landkortet, når det gælder julebelysningen.

Ole Søndergård har en travl arbejdsdag i forvejen, men trøster sig med, at han sidder i en arbejdsom bestyrelse, hvor man har fordelt ansvarsområderne.

Aktuelt har Hjørring Handel bokset med Hjørring Kommune i et forsøg på at få p-vagterne tilbage - men uden held.

Det er dog ikke ensbetydende med, at man accepterer tingens tilstand.

- Vi laver en kampagne i samarbejde med kommunen, hvor vi sætter fokus på parkering i byen med gode eksempler - og viser p-pladser, som folk måske ikke kender. Når vi ikke kan få det bedste, må vi tage det næst-bedste, lyder det fra den nye formand.

Hjørring Handel fylder i foråret 150 år - jubilæet betyder, at der kører forskellige kampagner, ligesom arrangementerne peppes op i de kommende måneder - det gælder alt lige fra kvindeuge, julemandstræf og kulturnat, ligesom der i påsken er optræden fra vinderne af X Factor.

Privat bor 50-årige Ole Søndergård med hustruen Ulla - der også arbejder på Bone’s - og to af deres i alt fire børn på et landsted lidt uden for Hjørring.

Et af årets højdepunkter for Ole Søndergård er i øvrigt, når brugerne af Den Blå Sociale Café i Hjørring gæster Bone’s i Østergade for at få den helt store jule-treat med mad og gaver.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...