BJERG Arkitektur, Cowi og BY+LAND har vundet opgaven. Det nye børnehus skal være bæredygtigt og grønt - og det skal stå færdigt i februar 2021

HJØRRING: Hjørring Kommune er på vej med en ny, stor børneinstitution i Hjørring på Palleskærvej. Projektet med et nyt børnehus i Hjørring, skal opfylde et behov for ekstra vuggestue- og børnehavepladser i Hjørring by.

Børnehuset opføres med et bruttoareal på ca. 2000 kvadratmeter til i alt 185 børn og 40 medarbejdere. Institutionen placeres på matriklen Palleskærvej 4-8, Hjørring, hvor der i dag ligger bygninger, som tidligere blev benyttet til ungdomsklubben Godthåb.

Daginstitutionen i Hjørring forventes at stå færdig i februar 2021, og den økonomiske ramme er på ca. 40 mio. kr.

Bæredygtigt byggeri

Bæredygtighed spiller en central rolle i det nye børnehus i Hjørring. Teamets arkitekt og ingeniør, henholdsvis BJERG Arkitektur og COWI, har begge adskillige energi- og bæredygtighedscertificerede byggerier i porteføljen, og vil i et tæt samarbejde kunne levere et driftssikkert lavenergibyggeri.

Arkitekt og Partner hos BJERG Arkitektur, Mark Krebs, fortæller:

- Med forankring i Hjørring Kommunes dagtilbudspolitik om at alle børn deltager i et udviklende miljø, hvor der er fokus på læring, trivsel og dannelse, ser vi frem til et godt samarbejde - ikke kun med Kommunen - men også med pædagoger og forældrerepræsentanter.

- For os er det en selvfølgelighed at indarbejde en stor bredde af bæredygtige tiltag, så det både handler om energi, levetid og totaløkonomi, men også om, at en bygning til børn bør udformes, så klimavenligt og naturligt som muligt.

BJERG Arkitektur har blandt andet været arkitekt på det DGNB-certificerede Børnehus Karolinelund i Aalborg, der som det første børnehus, har opnået DGNB Platin. BJERG har desuden mere end otte realiserede projekter med DGNB- og BREEAMcertificerede børnehuse, der som ultra lavenergi byggerier overstiger 2020-krav.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...