Mette Torp åbner specialbutik med luksus-delikatesser i Stokbrohus 15. marts

HJØRRING: En ny butik er i disse dage ved at etablere sig i Stokbrogade i Hjørring, med designer Mette Torp som initiativtager. Mette har gennem de seneste år været butikschef hos Høgh Møbler & Interiør i Strømgade, men har valgt at stoppe der fra udgangen af februar, for at starte sin egen butik i Stokbrogade.

- Det har længe været min drøm at have en lille hyggelig specialbutik med luksusdelikatesser og andet i den stil, fortæller Mette Torp. Jeg har i mit stille sind gået og set mig om efter egnede lokaler, og jeg føler, at den nye hyggelige butik i det ny renoverede Stokbrohus er helt ideel. Den kommer til at ligge midt imellem Hjortdals restaurant og bar, og den flotte stil der er hos Restaurant Hjortdal passer fint i mit koncept.

Mette Torp har også kommunens planer for Stokbrogade med i sine overvejelser, og hun føler sig overbevist om, at det kommende vandløb og Wenbos forestående renovering af naboejendommen ned mod gågaden vil give Stokbrogade endnu et betydeligt løft.

I løbet af de næste to til tre uger bliver der sat hylder og diske op, og efter planen vil butikken kunne åbne den 15. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...