Carshopper - et nyt forretningskoncept udviklet i Poulstrup - er klar til den store udrulning

KOMMUNEN: Carshopper.dk har med Just-Eat-medstifter Henrik Nordby Østergaard og Nordjysk Lånefond i ryggen udviklet et koncept, der vender bilbranchen 180 grader på hovedet.

Virksomheden gør det nemlig muligt at sætte et bilønske i udbud, hvorefter landets bilforhandlere kan kæmpe om at tilbyde kunden den bedste pris.

Det sikrer en nem og hurtig proces – og adskillige tusinde kroner i rabat, lyder meldingen fra direktør Lasse Overgaard Nielsen.

Ideen har været under udvikling i flere år - og var med i opløbet i iværksætterkonkurrencen Dynamic StartUp Challenge

på Skallerup Seaside Resort for to år siden, hvor ideen var kåret som en af de tre bedste.

Carshopper skaber en helt ny dagsorden i bilbranchen, idet forhandlerne også kan gå ind på udbuddet og underbyde hinanden – til kundens fordel.

Carshopper er samtidig også en udvidelse af forhandlernes normale kundeområde, da de pludselig får mulighed for at byde på bilønsker fra hele Danmark og ikke kun deres eget geografiske område.

Sideløbende med investeringen fra Just-Eat-medstifter Henrik Nordby Østergaard har Erhvervshus Nordjyllands Fundracing-forløb banet vej for kapital fra Nordjysk Lånefond til den fortsatte udvikling af konceptet.

Fundracing-forløbet har ifølge Carshopper været nøglen til en succesrig forberedelse af præsentationen af forretningsidéen for relevante kapitalkilder.

- Vi har været i gang i halvandet år og har senest været gennem et fire måneder langt forløb med Erhvervshus Nordjylland. Dette forløb har sikret, at vi har proppet motoren med lige netop det, der appellerer til en kapitalkilde, og derfor er det ret smertefrit faldet i hak med hele to stærke kapitalpartnere.

- Samlet set har vi høstet en syvcifret investering, og det gør, at vi nu kan sætte fuldt tryk under vores udrulning og videreudvikling af konceptet, siger Lasse Overgaard Nielsen.

Erhvervshusets Fundracing-forløb, hvoraf Aalborg Universitet ligeledes er en del, sikrer 91 procent af deltagerne ekstern finansiering. Som startup eller allerede etableret virksomhed følger man et forløb, hvor deltagerne bl.a. får hjælp til at lægge en forretningsplan, afdække sit kapitalbehov inkl. budgetmateriale og videopitche forretningsidéen for et panel af kapitalkilder. De tæller bl.a. Innovationsfonden, Vækstfonden, Sparekasserne Kronjylland og Vendsyssel, Nordjysk Lånefond, Lendino, Flexfunding og private investorer. Fundracing-forløbet er unikt i Danmark, fordi det tager udgangspunkt i, hvad kapitalkilderne lægger vægt på.

- Hele formålet med Fundracing.dk er at bringe deltagerne så direkte som muligt i en position, hvor deres case appellerer til en kapitalkilde. Det er her, mange virksomheder går fejl, fordi de ganske enkelt ikke ved, hvad det er, de skal levere varen over for en finansiel partner. Det er et meget intenst, men også særdeles effektivt forløb, hvor næsten alle hidtil er lykkedes med at finde kapital. Carshopper er et glimrende eksempel på en super skalerbar virksomhed med et unikt koncept, hvor vi med den rette vejledning sammen med stifteren har skabt en stærk case for ekstern kapital, kommenterer Michael Rieland Sørensen, forretningsudvikler med speciale i finansiering hos Erhvervshus Nordjylland.

Samlet set har Carshopper høstet en syvcifret millioninvestering, og det er især platformens nye take på det at købe bil, der har været med til at tiltrække investorernes interesse.

- Konceptet er skalerbart, nytænkende og til både forbrugernes og forhandlernes klare fordel. Derfor tøvede jeg ikke et sekund med at stille en investering til rådighed for virksomhedens fortsatte ekspansion, siger Henrik Nordby Østergaard, der i 2000 var medstifter af Just-Eat-kæden.

Carshopper har foreløbigt hjulpet 50 bilkøbere i mål med at finde deres idealbil, og erfaringerne viser, at man efter en auktionsrunde på 48 timer, hvor forhandlerne har underbudt hinanden, typisk opnår en gennemsnitsbesparelse på 15 – 20.000 kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...