LØNSTRUP: Kystdirektoratet har nu fået grønt lys til at gennemføre sandfodringen ved Lønstrup by. Miljø- og Fødevareklagenævnet har afgjort en klage i sagen, så der nu kan tages fat på arbejdet med at sandfodre med 22.500 m3 sand på en cirka 1.000 meters strækning ud for Lønstrup by.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

- På den praktiske side er alt klappet og klart, og vi venter nu kun på, at vejret tillader, at arbejdet kan gå i gang. Vi har gjort alle forberedelser under klagesagens behandling, så vi er klar til at rykke ud af starthullerne med det samme, siger områdechef Niels Kristian Kvistgaard fra Kystdirektoratet.

Ud for Lønstrup by tager havet i gennemsnit en til halvanden meter af kysten hvert år. Efter fælles aftale med Hjørring Kommune har der derfor været sandfodret på strækningen med jævne mellemrum siden 1984. Typisk udføres arbejdet under rolige vejrforhold i sommermånederne, men i denne situation har entreprenøren indvilget i at gå i lag med opgaven under de noget vanskeligere vejrforhold, som vinteren kan byde på.

- Optimalt set havde vi allerede gennemført sandfodringen, siger Niels Kristian Kvistgaard, men understreger samtidig, at beboerne i Lønstrup fortsat kan sove roligt om natten.

- Kysten ud for byen er generelt i god stand. Sandfodringen er nødvendigt for forsat at opretholde det niveau for beskyttelse, som ligger i fællesaftalen med Hjørring Kommune, siger områdechefen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...