Kyssetræet og byens mange, mange julelys blev tændt fredag aften

HJØRRING: Hjørring Handel havde fredag aften inviteret til lystændingsfest med Pyrus. Og den invitation havde børn og voksne i imponerende stort tal taget imod.

Kort før klokken 17 strømmede børn, unge, forældre og bedsteforældre til Springvandspladsen, og pladsen blev fyldt godt op - og lidt til - så de sidst ankomne måtte følge med på afstand. De tilskuere, der ikke kunne se Pyrus på scenen, kunne så til gengæld følge den veloplagte nisse på storskærm.

Børn og voksne talte med Pyrus som dirigent ned fra ti, og så blev træet tændt - præcis som planlagt.

Belært af sidste års store fremmøde, var arrangørerne i år forberedt på mange, mange mennesker i byen. Storskærmen kompenserede for manglende udsyn, og i år nåede lyden helt til de bagerste rækker i Østergade - mens det i begyndelsen kneb med at få lyden sendt op over pladsen mod Strømgade.

Alt i alt var det en vellykket lysfest, der i år - i modsætning til sidste år - foregik på en tør og forholdsvis lun november-aften.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...