Forretningerne har fået tilbud om favorabel markedsføring, der kan trække nye kunder til byen

HJØRRING: Hjørring Handel ønsker at trække flere nordmænd til byen, og forretningsindehaverne bliver nu opfordret til at samle kræfterne om at markedsføre sig i Norge.
- Turisterhvervet koncentrerer markedsføringen om nogle få byer. Og Hjørring er ikke en del af det. Derfor griber vi i egen barm og siger, at vi skal være mere proaktive, hvis vi vil have flere norske kunder til byen, siger formand for Hjørring Handel, Allan Sørensen.
Hjørring Handel har indgået samarbejde med det lokale firma DKNO Partners, der har afsøgt mulighederne for markedsføring i Norge. Og resultatet blev fremlagt på et morgenmøde på Hotel Phønix, hvor medlemmerne var samlet.
- DKNO Partners har forhandlet nogle rigtig, rigtig gode priser for markedsføring, konstaterer Allan Sørensen.
- Disse muligheder skal vores medlemmer være gode til at udnytte.
Formanden afviser, at Hjørring Handel skal satse på en samlet markedsføring af byen.
- Hjørring Handels midler er begrænsede, og vi er nødt til at bruge pengene fra medlemmerne på bedst muligt måde. Nogle vil mene, at markedsføring i Norge er det helt rigtige, mens andre ikke har interesse i sådan en markedsføring. Derfor opfordrer vi de forretningsdrivende til at gå samme, og bruge tilbuddet fra DKNO Partners.
- Jeg tror heller ikke på, at vi kan trække nordmændene ind i Hjørring med en generel markedsføring af Hjørring. De stopper i Hjørring, hvis man har nogle konkrete tilbud eller aktiviteter - eksempelvis vinsmagning eller andre oplevelser.
I dag ankommer nordmænd i stort tal med færgen. Og langt de fleste af dem fortsætter deres tur til Aalborg - forbi Hjørring.
Indehaver af DKNO Partners, Eli Mandt Rømer, konstaterede i sin præsentation, at det er ekstremt dyrt at markedsføre sig i Norge. Men hun har via samarbejdspartnere fundet en række muligheder for den gruppe forretningsdrivende, der er interesseret
- Jeg har haft møde med Fjordline i Norge, og de kender faktisk overhovedet ikke til Hjørring.
Eli Mandt Rømer har blandt andet forhandlet sig til til favorable priser på annoncering i blandt andet Fædrelandsvennen, Fjordlines magasiner og nyhedsmail - en mulighed er også annoncering i et magasin fra Hjørring Handel, der kan ligge gratis på færgerne.
Hun tilføjede, at tendensen er, at mange nordmænd nu har besøgt de store byer - eksempelvis Aalborg og Aarhus og nu søger nye oplevelser og indtryk.
- Så det er oplagt, at de skal gøre stop i Hjørring.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...