Mogens Krogh bliver ny træner i Hjørring efter sommerferien

HJØRRING: En af Vendsyssel mest succesfulde fodboldspillere gennem tiderne, Mogens Krogh, bliver ny træner i HI, hvor han bliver cheftræner for U19 holdet. Mogens Krogh har 20 års erfaring som professionel fodboldspiller, UEFA A-licens og mange års trænererfaring med i bagagen, og talent- og sportschef i HI, Tom Schmidt, er sikker på, at Mogens Krogh vil give ny gejst og inspiration til holdet.

- Med Mogens får de unge mænd en træner, der selv har prøvet at spille og træne fodbold på de øverste hylder. Samtidigt er Mogens en person, der er i stand til at snakke med de unge i øjenhøjde. Den kombination er jeg sikker på vil give holdet et boost, siger Tom Schmidt.

Mogens Krogh var i 20 år frem til 2002 professionel fodboldspiller, dels i Ikast og i mere end 10 år i Brøndby, hvor han som målmand i 464 kampe var med til at vinde bl.a. det danske mesterskab fire gange. Udover at have været målmandstræner i flere klubber, så har Mogens Krogh også været cheftræner i Næstved frem til 2017, hvor han var med til at rykke klubben i 1. division. Efterfulgt af halvandet år i Vendsyssel FF som direktør, og en kort periode også som assistenttræner i slutningen af oprykningssæsonen til superligaen.

Mogens Krogh har sin fodboldmæssige opdragelse i Horne KFUM og Tårs Ugilt Idrætsforening, hvorfra han blev udtaget til flere ungdomslandshold. Han glæder sig til at give noget fodboldviden og glæde tilbage til egnens mest talentfulde unge.

- Jeg vil gerne bo i Vendsyssel og arbejde med unge og fodbold. Derfor passer det perfekt, at HI og jeg kunne se mulighederne i et samarbejde. Jeg glæder mig til at give de unge mænd noget viden om og passion for fodbold. Det er en svær alder, hvor piger, uddannelse og arbejde konkurrerer med fodbolden, men jeg tror, at jeg kan være med til at sikre, at de får en god oplevelse med fodbolden, og at det kan være med til at sikre, at mange af disse rigtig dygtige spillere bliver i seniorfodbolden til gavn for dem selv, HI og måske VFF for de allerbedste, siger Mogens Krogh.

Efter sommerferien begynder Mogens Krogh sit nye job.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...