Støtte fra Velliv Foreningen muliggør nu etablering af netværk rettet mod pårørende

KOMMUNEN: Velliv Foreningen støtter SIND i Hjørring til etablering af et netværk for pårørende til psykisk sårbare.

Det sker ganske kontant med en støtte på 44.750 kroner.

- Vi er glade for at have modtaget støtten fra Velliv Foreningen og mener da også, det var et oplagt match.

- Vores projekt støtter pårørende til psykisk sårbare i lokalområdet, og eftersom Velliv Foreningen ønsker at fremme danskernes mentale sundhed, var det et oplagt sted at søge støtte, siger Flemming Riishøj.

SIND i Hjørring havde søgt Velliv Foreningen for at kunne udvide sin indsats overfor pårørende.

- Som vi skrev i ansøgningen til Velliv, skal dette ske i etablering af netværk, hvor såvel frivillige som professionelle deltager. Det er netværk med mange deltagere, hvor alle ikke mødes på én gang, men deltager afhængig af, hvad der kan støtte de pårørende. Frivillige og professionelle er til stede på skift, siger Flemming Riishøj.

De pårørendes livssituation er præget af mange relationer til den psykisk sårbare, venner, bekendte, naboer, arbejde, skole, forvaltning, institutioner men også regler, retningslinjer, Facebook, Instagram, medicin osv,

- Vi ønsker at skabe overskud i livet blandt danskerne. Derfor støtter vi både større og mindre projekter, der fremmer den mentale sundhed. Projektet af SIND Hjørring er et eksempel på sådan et projekt, og vi håber, det kan inspirere andre til at søge støtte via vores hjemmeside, siger Lars Bo Pedersen, programchef i Velliv Foreningen.

Velliv Foreningen, der arbejder for at fremme mental sundhed i blandt andet foreninger og virksomheder, vil løbende kunne følge projektet. Velliv har støttet mere end 120 projekter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...