Med tre mio. kr. fra Nordea-fonden realiserer Naturmødet nu ønsket om en mobil naturscene. Projektet NaTour sætter hjul under naturformidling og bringer Naturmødet ud i alle hjørner af Danmark.

HJØRRING: Naturen tilhører os alle. Interessen for natur og biodoversitet har aldrig været større. Derfor skal naturdebatten ind på festivalpladsen og skoler. Den ambition bliver nu til virkelighed med NaTour.

Naturen skal ud til folket

Med NaTour får danskerne en alsidig platform til at skabe større interesse for vores fælles natur. Her kan børn, unge og ældre lære om dyr, planter, skov og hav på nye og spændende måder. Grundidéen er, at naturdebatten skal ud af hænderne på ”Tordenskjolds soldater” og ud til nye målgrupper, som ikke nødvendigvis interesserer sig for naturen i forvejen.

Nordea-fonden støtter NaTour med tre mio. kr. over tre år. Hjørring Kommune medfinansierer den rullende naturscene med 1.500.000 kr.

I en pressemeddelelse siger formand for Naturmødet og borgmester i Hjørring, Arne Boelt, om initiativet:

- Helt fra Naturmødets start har vi haft en ambition om at være platform for naturdebat og formidling hele året og ikke kun de tre dage i maj. Det er en ambition, som kræver power, og med Nordea-fondens støtte kan vi nu løfte den ambition. Vi glæder os til at bringe Naturmødets ånd ud i alle afkroge af Danmark og sætte naturen på dagsordenen helt nye og uventede steder.

Naturmøde hele året

Helt konkret indkøbes, dekoreres, udstyres og bemandes en rullende platform, som danner den fysiske ramme om projektet. Køretøjet kan simpelt og hurtigt omdannes til en scene med indbygget audio-udstyr og 50-100 tilskuerpladser. Det fungerer desuden som et mobilt udstillingslokale med plads til skarp formidling om dansk natur.

NaTour-projektet bliver forankret i organisationen bag Naturmødet, men ligesom Naturmødet er NaTour en åben platform, hvor alle har mulighed for at byde ind og komme til orde. Derfor kan NaTour scenen også lånes ud til lokale og nationale naturinstitutioner og -organisationer, som gerne vil lave formidlingsevents rundt omkring i landet.

Den rullende platform bliver bemandet med et korps af dygtige unge, som interesserer sig for naturformidling. Uddannelsen af NaTourPiloterne er en indbygget målsætning i projektet ligesom det at udvikle og afprøve nye koncepter for naturformidling er en vigtig del. NaTour projektet opstartes og rammer landevejene allerede i 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...