Nye kunstværker fra to gæsteudstillere samt værker fra Bjergby-Mygdal Skoles elever udstilles fra lørdag

MYGDAL: Mygdalhus fortsætter med at fejre jubilæumsåret med to gæsteudstillere - Mogens Nielsen med malerier og Torben Klostergaard med skulpturer. Der er fernisering på udstillingen i morgen lørdag 25. maj klokken 14.

Samme tid er der også fernisering i teltet ved Mygdalhus - her er der udstillet værker udført af elever fra Bjergby-Mygdal Skole.

Formand Claus Brøndum og Mette Nørgaard byder velkommen, og Lars von Lillienskjold vil trylle toner frem på klarinetten.

Mogens Nielsen skriver følgende omkring sit kunstneriske virke:

- Mine malerier har altid et figurativt udgangspunkt, uden dog at være fotografiske gengivelser af virkeligheden. I de senere år har jeg malet motiver fra Italien, nedbrudte bygningsfragmenter, forskellige parkmotiver og skovbilleder. Når jeg relativt ofte skifter motivkreds er det fordi, jeg har erfaring for, at intensiteten i et billedudtryk dør ud, når motivområdet er gennemarbejdet. På dette tidspunkt er det så tid til at gå videre til nye områder, dog altid med de gamle erfaringer og den gamle teknik i “bagagen”.

Torben Klostergaard skriver om sit kunstneriske arbejde:

- Dyr og mennesker er mine foretrukne motiver. Jeg inspireres af menneskers og dyrs adfærd, og forsøger at skildre mine motiver med kærlighed, humor og respekt.

Redaktør af Kunstavisen på Jyllands Posten, kunstanmelder Tom Jørgensen har skrevet følgende: ”Det er denne evne til at fange essensens i en situation og det karakteristiske ved en krop, der er Torben Klostergaards store force som skulptør, og han gør det med både vid, bid og kunstnerisk poesi.

Mygdalhus har 34 faste udstillere, og de to gæsteudstilleres værker kan ses til og med 12. juli.

Bjergby-Mygdal Skole elever fra 3. og 5. klasse har arbejdet med kunst fra mandag til og med torsdag i ugen, der gik. Og eleverne har i løbet af de fire dage besøgt fem forskellige kunstværksteder

Fantasien har fået frit løb, og elevernes kunstuge afsluttes med ferniseringen lørdag, hvor eleverne kan fremvise deres værker for søskende, forældre og bedsteforældre, deres skole og andre besøgende i Mygdalhus.

Traditionen tro er Mygdalhus vært med en forfriskning og lidt godt til ganen.

Læs mere på www.mygdalhus.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...