Lørdag åbner galleriet med to gæsteudstillere - Jes Vestergaard og Anne Marie Gaarden

MYGDAL: Galleri Mygdalhus har på grund af coronaen haft en meget sen og meget forsigtig opstart i år, men nu begynder tingene så småt at normaliseres.

- Vi er vendt tilbage til de oprindelige sommeråbningstider, som betyder, at vi i juli og august har åbent alle ugens dage fra 11-17. Vi har desuden den glæde at kunne byde to nye gæsteudstillere velkommen i huset fra 11. juli, oplyser bestyrelsen i en pressemeddelelse.

Den ene gæsteudstiller hedder Jes Vestergaard og kommer fra Brønderslev. Han maler spændende bybilleder med spejlinger, der blander livet på gaden med det, der foregår indenfor i butikkerne. Derudover maler han også små billeder fra sommerlandet.

Den anden udstiller hedder Anne Marie Gaarden og kommer fra Hjørring. Hun er skulptør og arbejder i materialerne bronze og keramisk ler. Hendes værker er søgende, naturalistiske og naivistiske.

- Det er bestemt et par kunstnere, der er værd at stifte nærmere bekendtskab med, og sammen med husets 29 faste udstillere udgør de en flot, spændende og varieret udstilling, som man bør unde sig selv at opleve.

- Det er derfor vort håb, at rigtig mange vil lægge vejen forbi Mygdalhus, og kigger de indenfor lørdag 11. juli klokken 13 til ferniseringen, vil vi gerne byde på et glas ”bobler”, frister bestyrelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...