Lærerne i guitarteamet har udviklet en række undervisningsvideoer for børn i alderen 12-15 år - de kan sidde hjemme og lære at spille akustisk guitar

HJØRRING: På Hjørring Musiske Skole arbejder man med forskellige undervisningsmetoder. Lærerne i guitarteamet har nu udviklet en række undervisningsvideoer for børn i alderen 12-15 år, hvor de kan sidde hjemme og lære at spille akustisk guitar.

Der er tre lektioner, hvor børnene kommer ind på skolen i Dronningensgade i Hjørring og mødes med en guitarlærer og får instruktioner. Men resten af undervisningen foregår derhjemme foran computeren. I videoerne viser læreren, hvordan man skal gøre, og så skal man ellers bare øve sig.

Det er første gang, at skolen har udviklet et såkaldt e-læringsforløb, og derfor leder de efter børn i alderen 12-15 år, som aldrig har spillet guitar før, men har lyst til at prøve. Eneste krav er, at man har en guitar og adgang til en computer.

- Vi søger børn og unge i alderen ca. 12 – 15 år, som godt kunne tænke sig at lære at spille på guitar. Forløbet strækker sig over 13 uger, og første gang er den 11. marts. Det slutter den 3. juni. Forløbet koster 295 kroner, lyder det fra musikskolen.

Målet med kurset er, at man på en kort periode bliver i stand til at stemme en guitar, spille akkorder og lidt fingerspil. Hvis man øver sig, kan man spille med, når lejrbålet bliver tændt eller til lette fællessange derhjemme eller i skolen.

Læs mere på denmusiske.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...