Spar Nord inviterede mandag til morgenmøde med skatteminister Karsten Lauritzen - 120 deltog

HJØRRING: Et morgenmøde med skatteminister Karsten Lauritzen var planlagt til at foregår i Spar Nords kantine. Men interessen for at møde ministeren var så stor, at musiksalen på Vendsyssel Teater var booket i stedet. Og den blev fyldt med 120 morgenfriske deltager, der var klar til at høre om skatter, afgifter og betalingsbalance - og så fik et kommende Folketingsvalg selvfølgelig også et par ministerord med på vejen.

Direktør Ole Peter Christensen fra Spar Nord glædede sig over det store fremmøde. Morgenmødet var i øvrigt affødt af et gammelt kammeratskab mellem direktøren og skatteministeren.

- Karsten havde et hul i kalenderen, og tilbød at komme forbi. Det tog vi selvfølgelig imod, fordi jeg synes, det var interessant for vores kunder at få mulighed for at møde skatteministeren på slap line. Vi havde oprindelig tænkt, at mødet skulle være i vores kantine, hvor vi har plads til 40 mennesker, men vi nåede op på 120 tilmeldinger, og så flyttede vi det til teateret - og her er jo fantastiske rammer, tilføjede Ole Peter Christensen.

Blandt deltagerne var både erhvervskunder, private kunder og venner af huset. Mange af deltagerne mødte tidligt til fælles morgenkaffe, inden ministeren tog ordet på scenen.

I oplægget indgik valgsnak - i første omgang EU-valget, der skal afvikles 26. maj. Karsten Lauritzen luftede muligheden for, at der samme dag også kan holdes folketingsvalg. Og så rundede han morgenmødet af med en opfordring til at stemme på nordjyder, når folketingsvalget kommer.

- Der har i en lang periode ikke været så mange på Christiansborg, som har varetaget Hjørrings interesser. Jo flere gode nordjyder vi kan være, jo lettere er det at løfte os som region. Vi har brug for så mange som muligt - fra alle partier - der råber op på Nordjyllands og Vendsyssels vegne, sagde Karsten Lauritzen.

- Og vi har brug for, I giver inspiration til de folkevalgte: Hvad har det nordjyske erhvervsliv brug for og hvad har borgerne brug for.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...