Vi formår at udvikle os

HJØRRING: Hjørring Handels slogan er ”Dejlige Hjørring” og hen over sommeren går Vendelboposten tæt på hvad det betyder for de enkelte bestyrelsesmedlemmer i Hjørring Handel.

Det gør vi under overskriften ”Mit Dejlige Hjørring”.

I dag er det Mads Pedersen, som er erhvervskundechef i Spar Nord Hjørring, som byder ind og her er afsættet en by og et markedsområde, der formår at udvikle sig.

- Hjørring er en fantastisk handelsby, og det er noget ganske særligt, at erhvervsdrivende, butikker, banker, bilforhandlere og mange flere, støtter op om fælles lokale tiltag, som er med til at bringe os på landkortet.

Vi har flere gange etableret os som en handelsby der går forrest, og har blandt andet en juleudsmykning, der trækker folk til fra hele landsdelen.

Det seneste der har markeret vores område i hele verden, er flytningen af fyret i Lønstrup. Fyret og flere andre spændende værker kan nu opleves som unikke sandskulpturer i byen.

For en bank er det vigtigt, at vi er i et markedsområde der formår at udvikle sig.

Det er vigtigt både for at skabe nye arbejdspladser, men samtidig for at holde gang i de nuværende virksomheder og skabe grobund for udvikling, understreger Mads Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...