Det Grafiske Værksted er kommet sig over tab af støtte

HJØRRING: Peter Max-Jakobsen og resten af bestyrelsen stod pludselig over for en udfordring, da den kommunale støtte sidste år blev frataget Hjørring Grafisk Værksted.
- Vi havde fået at vide, at det kunne ske, men det havde vi fået at vide et par gange før. Så vi var ikke helt klar på, hvordan vi skulle klare os uden, fortæller Peter Max-Jakobsen, der er bestyrelsesmedlem for værkstedet og kunstner.
Men den bekymring, der blev sået i ham for lidt over et halvt år siden, er nu forduftet og erstattet af en optimisme og glæde over det sted, værkstedet står nu.
- Det er meget sjovere nu. Er du sindssyg, mand. Der blev jo sat ild i det hele, og vi klarer os alligevel, siger han om overlevelseskampen, der ind til videre ser ud til at bære frugt.

Ny klub

Siden kommunestøtten forsvandt, har man etableret en kunstklub, hvor man via både private medlemmer og erhvervsmedlemmer har fået etableret en helt ny finansieringsmetode. Da man holdt åbent hus i værkstedet søndag, kom man således tæt på sit 200. private medlem i Kunstklubben.
At økonomien rimelig hurtigt har fundet et nyt fodfæste har været afgørende.
- Ingen af os havde lyst til at drive et foretagende, hvor vi var nødt til at have salg for øje hele tiden. Sådan nogle steder findes der masser af. Vi var enige i bestyrelsen om, at hvis det ville ende med at blive præmissen, når kommunestøtten forsvandt, så ville vi hellere lukke, siger kunstneren.

Større opmærksomhed

Men man fandt en anden løsning, og Peter Max-Jakobsen mener, at den nye form gør værkstedet til en stærkere institution.
- Vi har fået en følgeskare, der kommer tættere på og er interesseret i det vi laver på en ny måde, fordi de nu selv har engageret sig i det, siger han.
At der så er kommet et større salg i de seneste måneder er dog ikke noget han beklager.
- Vi har fået en gruppe mennesker til at interessere sig mere for os, og det har fået flere til at købe. Og selvom vi ikke vil være afhængige af det, så hjælper det jo stadig på at få det til at løbe rundt, siger Peter Max-Jakobsen.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...