UDVIDELSE: Børnehave og vuggestue skal flytte i nye huse - planen skal fremtidssikre institutionen

HJØRRING: Børn og voksne i børnehaven og vuggestuen Mikael & Bette Mikael på Vester Thirupvej i Hjørring kan se frem til en ny naturlegeplads og to nye huse til børnehavebørn og vuggestuebørn. Udviklingsplanen er lagt for at fremtidssikre institutionen.

- Vi er normeret til gennemsnitligt 39 børn, fordelt med 16 vuggestuebørn og 23 børnehavebørn. Det holder ikke helt stik, konstaterer leder Ulla Karlsen og fortsætter:

- Vi har flere børnehavebørn og knap så mange vuggestuebørn. Der er stor efterspørgsel på børnehavepladser, og den tendes ser ud til at holde i fremtiden.

De nye bygninger til børnehave og vuggestue skal opføres som modulbyggeri på legepladsen, som institutionen selv ejer, og institutionen har derfor lejet et 3700 kvadratmeter stort naboareal af Hjørring Kommune til ny legeplads.

Lys fremtid

Den første nye bygning skal stå klar til nytår og den bliver base for børnehavens ældste børn, mens de yngste børnehavebørn fortsat skal være i det eksisterende, rosa træhus.

Vuggestuen har i dag til huse i den grønne træbygning - men på lejet grund. Lejemålet er opsagt, idet nabogrunden - hvor Steiner-skolen har ligget - er solgt. Skolebygningerne er væltet, og der skal opføres boliger på grunden. Vuggestuebygningen skal rømmes inden udgangen af 2022, så 1. januar 2023 står der ifølge planen et nyt modulbyggeri klar til at huse vuggestuebørnene på institutionens egen grund.

- Så vi går en lys og spændende fremtid i møde, siger Ulla Karlsen og tilføjer, at en arkitekt lige nu arbejder med planen.

Hjertelig omsorg

Ulla Karlsen fremhæver institutionens normering.

- Pengene i vores institution bliver brugt til folk på gulvet - det prioriterer vi over alt andet, understreger Ulla Karlsen og tilføjer, at børnehave og vuggestue er underlagt tilsyn og samme krav som byens øvrige institutioner.

Institutionens ansatte vægter ro, fordybelse, nærvær og tryghed højt.

- Vi giver børnene hjertelig og kærlige omsorg. Vores hus er ikke nyt, flot og fancy, men det er gammelt og hyggeligt, smiler Ulla Karlsen med et nik mod det rosa træhus, hvor børnehavebørnene har base.

Det er over middag, og børnene har spist den varme mad, der hver dag bliver tilberedt i børnehavens køkken. Nogle børn sover til middag i husene.

Ude på legepladsen river en flok aktive børn sandet - sådan som de har set husets voksne gør det. Andre har fundet en planke, som de med lidt voksenhjælp får forvandlet til en minivippe, og en gruppe børn har gang i leg, snak og fantasi lidt længere væk.

Det bedste er med

Mikael & Bette Mikael har rødder i Steiner-pædagogikken.

- Vi definerer os selv som en Steiner-inspireret institution. Vi har ikke pædagoger fra Rudolf Steiner Seminariet. Men vi har pædagoger, der har været ansat en årrække og derfor har været en del af pædagogikken i mange år.

- Vi tager ”det bedste ” fra Waldorf og Steiner-pædagogikken med os ind i fremtiden. Vi er meget opmærksomme på, at vi skal klæde børnene på til at skulle videre i livet. De skal gå på forskellige skoler, og det kan kunne klare sig mindst lige så godt som deres klassekammerater, understreger Ulla Karlsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...