Kunsthåndværkere I stort tal indtager Hjørrings midtby lørdag 19. august mellem klokken 10 og 15.30.

49 kunsthåndværkere fra hele landet frister med deres kunstarbejder i Brinch Seidelinsgade, hvor et stort telt vil sikre tørvejr over markedet.

Bag det traditionsrige kunsthåndværkermarked står Kunstens Venner i Vendsyssel, der samarbejder om markedet med Danske Kunsthåndværkeres Nordjyllandsgruppe.

Kunsthåndværkerne vil blandt andet udstille keramik, smykker, glas, tekstil, strik, vævet tekstil samt tekstiltryk, pileflet, læderarbejder og meget mere.

- Det er kunsthåndværk af høj kvalitet. Kunstværkerne har været gennem en bedømmelse, inden de kan udstille på markedet i Hjørring, fortæller Anne Mette Nielsen, der er koordinator og formand for Kunstens Venner i Vendsyssel.

Markedet besøges årligt af mellem 1500 og 2000 gæster hvert år.

Kunsthåndværkermarkedet tog sin begyndelse på Springvandspladsen i Hjørring, men det voksede sig stort, og flyttede derfor til Brinch Seidelinsgade, hvor det nu afvikles for fjerde år i træk.

- Markedet holdes med stor velvilje fra de handlende og med god hjælp fra Hjørring Handel, siger Anne Mette Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...