Børn vil gerne på madskole i Hjørring - men arrangørerne mangler frivillige hænder

HJØRRING: Interessen for at komme på Madskole er stor blandt børn og forældre i Hjørring kommune. Arrangørerne står klar med koncept og materialer, men mangler frivillige hænder.

4H, som – i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000 – er ansvarlig for Madskoler søger derfor med lys og lygte efter madinteresserede frivillige fra Hjørring og omegn, som har lyst og mod på at få en uforglemmelig uge med børn og mad.

På landsplan brugte ca. 500 frivillige voksne sidste år en uge af deres sommerferie på at lære madglade børn om sund mad, kost og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde. Kravet for at blive frivillige er, ifølge arrangørerne, først og fremmest, at man har lysten og interessen:

- Der er ingen krav om særlige kompetencer for at blive instruktør, men det er vigtigt, at man har lysten til at gøre en forskel og give børn gode oplevelser med mad og sundhed, siger Line Damsgaard, der er projektleder og ernæringschef i Landbrug & Fødevarer og fortsætter:

- Vores frivillige instruktører har alverdens forskellige baggrunde og bevæggrunde for at deltage. Mange studerende bruger projektet som en god mulighed for at få en god aktivitet på CV’et. Men blandt de frivillige findes bl.a. også bedstemoren, der gerne vil lave noget sjovt sammen med sit barnebarn såvel som den almindelige lønmodtager, der har lyst og overskud til frivilligt arbejdet.

At være frivillig på en Madskole er en sjov oplevelse, der samtidig giver praktisk erfaring med blandt andet projektplanlægning, ernæringsformidling, didaktik, pædagogik og meget andet.

Stine, der læser ernæring og sundhed og har været Madskoleinstruktør, fortæller:

- Jeg ville gerne have et fagligt udbytte og noget på mit CV. Men jeg fik jeg meget mere – både i forhold til børnene og det pædagogiske.

Det bakker Nicolaj, der til daglig er slagter, Stine op i:

- Jeg var med til at gøre en forskel og kunne bidrage til at give børnene noget med i deres rygsæk. Og så fik jeg noget i min egen også.

Madskoler har til formål at give børn og unge viden om mad, måltider og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde. En Madskole varer fem dage og afvikles i forbindelse med børnenes skoleferie.

Læs mere på www.madskoler.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...