Hjørring Handel inviterede til et møde med den farverige skuespiller fra Badehotellet

HJØRRING: Han var skurk i Rejseholdet, men han opnåede for alvor folkelig kendis-status i rollen som den dameglade, selvfede kongelige skuespiller Hr. Weyse i serien Badehotellet. Navnet er Jens Jacob Tychsen, og tirsdag aften indtog han Vendelbohus i Hjørring med sange, anekdoter, fraklip, hug til anmelderne, trylleri, speedsnak og mumleri.

På tilskuerpladserne fulgte publikum den energiske charmørs show, der blandt andet bød på et kig bag kulissen i tv-serien. Han viste, hvordan computeranimation skaber illusionen om Andersens Badehotel ved Vesterhavet. Sandheden er, at Badehotellet er en kulisse opbygget på en sjællandsk mark, tæt på en motorvej og med heste i baghaven. Og hotelværelser, køkken samt hotelstuer er etableret i et studie langt fra Vesterhavets salte vand.

Det blev i løbet af aftenen til et gensyn med det farverige persongalleri fra Badehotellet - inklusiv selvfølgelig selveste Hr. Weyse. Og en enkelt superfan fik tilmed et kys af Weyse som præmie i en konkurrence.

Hjørring Handel havde arrangeret aftenen, og tilskuerne vil formentlig se serien med nye øjne, når den kommende sæson af Badehotellet sendes over skærmen. En serie, der i øvrigt har trukket 1,5 mio. seere til skærmen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...