Prismodtageren blev lørdag overrasket med gaveregn - og nøglerne til en lækker bil

HJØRRING: Louise Wedsgaard var inviteret i byen for at overvære kåringen af Hjørrings Dejligste Kvinde. Hun vidste bare ikke, at dén kvinde var hende selv.
Louise mødte som aftalt op i Uno Kaffebar i Hjørrings midtby lørdag sammen med sønnerne Marcus og Elias, mor Yvonne og eks-kæresten Kenny Christensen. Kenny havde indstillet Louise til titlen med ordene:
"Hun er den bedste mor, vores søn kunne ønske sig, og selvom vi ikke er sammen, så har vi stadig et godt sammenhold omkring vores søn, og så kan jeg jo få ham, imens hun nyder en præmie".
Og det var en tydelig rørt prismodtager, der blev overrasket inden frokosten med familien.
- Jeg er helt overvældet - det her rammer mig nok lidt senere, lød hendes reaktion.

Lækker bil

Event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel havde en stor buket med til vinder-kvinden - og med sig havde hun også poser fyldt med gavekort til styling og forkælelse. Med titlen fulgte nemlig en sand gaveregn fra byens butikker og firmaer. Blandt andet kan Louise nu glæde sig til en styling af både af hår og garderobe. Og uden for kaffebaren ventede endnu en overraskelse: En rap Peugeot RCZ - som hun fik råderet over hele weekenden.
- Nu skal vi nok en tur til Tversted og have en stor is, sagde hun og tilføjede, at der var fin plads på bagsædet til sønnerne.
- Og heldigvis kan sæderne tørres over, smilede den glade mor.
- Hvor er den lækker. Det kunne man da godt vænne sig til, grinede hun og tilføjede, at det var en kraftig opgradering fra hendes egen Seat Mii.
Med præmien følger i øvrigt også en make over af egen bil.

Løgne tilgivet

Louise Wedsgaard vidste, at hun var med i opløbet om titlen som Hjørrings Dejligste Kvinde. En konkurrence som havde over 1000 nominerede.
- Jeg fik at vide, at jeg var mellem de tre sidste, og jeg var sikker på, at jeg skulle herind og klappe af en de andre, smilede hun.
Yvonne - Louises mor - og Kenny havde været nødt til at gribe til nødløgne undervejs for at holde planen hemmelig for Louise.
- Men de er tilgivet, tilføjede den glade vinder.
Louise er 30 år og bor alene med drengene, og hun er født og opvokset i Hjørring. Hun er uddannet pædagog indenfor specialområdet, og har i dag vikariater inden for sit fag.
Nu glæder hun sig til at omsætte de mange gaver fra Hjørrings handlende.
- Jeg glæder mig til lidt selvforkælelse. Det er ikke altid det, der står øverst på listen, når man har sådan et par stykker, tilføjede hun med et nik i retning af hendes friske sønner på 7 og 3 år.
Med præmien fulgte også en stribe gavekort, som kan indløses sammen med gode venner eller veninder. Blandt andet var der hilsner fra spisesteder, biografen, teateret og en overnatning i suiten på Hotel Phønix.
Og mor Yvonne var både stolt og glad på sin datters vegne.
- Hun har fortjent præmien. Hun er en slider, og hun når sine mål. Hun har virkelig kæmpet. Hun er en utrolig kærlig kvinde, og hun er vokset på alle mulige måder - både menneskeligt og fagligt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...