Thorup Smykker

HJØRRING/Løkken: Søstrene bag det nye danske smykkebrand, Thorup Smykker, hedder Pernille og Nicoline Thorup.

De er kreative, nyskabende, eventyrlystne og elsker livet, hvilket har drevet dem til at starte det nye eventyr op. De er bosat i Hjørring, og har altid været fascineret af Vendsyssels unikke og enestående natur, som man ikke finder andre steder i verden. De drages af smukke og finurlige ting, som kun naturen har fantasi til at skabe, og disse har i høj grad inspireret dem i deres designs.

De to søstre har startet virksomheden op sideløbende med Nicolines barsel (arbejder som finansmedarbejder hos Statens Administration i Hjørring) og Pernilles fuldtidsjob som Marketingkoordinator ved Louis Nielsen.

- Vi er et godt makkerpar, fortæller Nicoline og fortsætter: Jeg er uddannet revisor og har styr på den regnskabsmæssige del, mens Pernille klarer salgs- og markedsføringsdelen. Derudover kræver vores foretagende en vis kreativitet og så er det jo godt, at vi begge er kreative og nyskabende og vi supplerer hinanden meget godt i udviklingen af designet på vores smykker. Jeg er nok den sprælske type når det kommer til farver og skøre sammensætninger, hvor Pernille er mere stilren og forsøger at forenkle vores designs, og så ender vi jo et sted midt imellem, griner Nicoline.

Ædelmetal og naturlige ferskvandsperler

Vores materialevalg bærer præg af kvalitet, idet smykkerne primært er produceret i ædelmetal, fortæller Nicoline og fortsætter; Størstedelen af smykkerne er lavet i 18 karat guldbelagt- eller sort rhodineret sterling sølv. Kollektionen indeholder naturlige ferskvandsperler, hvor ikke to er ens, og det er perlernes naturlige fremstilling og dermed også naturens eget design, som skaber en personlighed til hvert enkelt smykke.

Søstrene designer, producerer og udvælger nøje smykkerne, og størstedelen er håndlavede. Der er lagt en masse tanker og arbejde bag hvert enkelt smykke, hver enkelt perle og fatning.

Lokal inspiration

Søstrene har netop lancheret en helt speciel serie, ”Løkken strand”, som de har lagt ekstra kræfter og tanker bag. Vores passion for vestkystens natur og Løkken strand har inspireret os til at udforme en kollektion, som indeholder håndplukkede hjertemuslingeskaller fra vandkanten på Løkken strand. Skallerne er anvendt i designet til en hel serie af unika smykker med små naturlige ferskvandsperler på 18 karat guldbelagte og sort rhodineret sølv ørekroge og ørekæder. Her er man sikker på, at få et unikt smykke, som kun findes i det ene eksemplar, smiler Nicoline.

Den første forhandler

- Da vi startede Thorup Smykker op, var det meningen, at vi skulle starte op i det små med salg via Instagram og Facebook, få lavet en hjemmeside, herefter en webshop og et drømmescenarie var på lang sigt at få et samarbejde med nogle forhandlere. Vores opstart viste sig dog at blive helt anderledes.

- Vi startede ud med at få et stort samarbejde med BlondeHuset i Løkken, og det er først nu, efter en stor levering til lanceringen i BlondeHusets nye butik i starten af juni, at det er blevet tid til at fokusere på de basale ting. Vores hovedfokus i 2019 er nu at få opbygget vores brand og udviklet vores egne salgskanaler via Facebook, Instagram, hjemmeside og på sigt en webshop, samt vedligeholdelse af samarbejdet med BlondeHuset. Vi oplever en overvældende interesse for vores nyopstartede virksomhed og håber på, at succesen fortsætter, så vi på sigt vil få flere forhandlere koblet på, fortæller Pernille.

Unikke perler

Søstrene bag Thorup Smykker er meget taknemmelige for det nye samarbejde med BlondeHuset, da begge parter har samme værdier og sætter en stor ære i at fremhæve det smukke i forskelligheder.

- Det føltes helt rigtigt, da aftalen om samarbejdet med indehaver af BlondeHuset i Løkken, Helle Svendsen, faldt på plads i april.

- Den by og det område, som danner inspiration for hele vores kollektion, og specielt Løkken strand serien passer rigtig godt ind, fortæller Pernille, og Nicoline supplerer:

- Et gennemgående materiale, som er anvendt i kollektionen er naturlige barok ferskvandsperler. De er alle helt unikke med hver deres personlighed og ingen af dem er slebet og forsøgt at forskønne – hvilket stemmer godt overens med BlondeHusets ”lingeri og badetøj - til kvinder som dig og mig” og det, at fremme det smukke i forskelligheder.

BlondeHusets sommermagasin blev i starten af juni omdelt til 40.000 husstande i Vendsyssel, og her er smykkerne repræsenteret på mange af modellerne.

- Der er ikke anvendt fotoredigering i forsøget på at forskønne noget, der er fantastisk, som det er skabt, og dette passer godt til de gennemgående naturlige uslebne ferskvandsperler i Thorup Smykkers kollektion.

Der arbejdes på højtryk for at få en ny efterårskollektion linet op, som også er inspireret af den enestående og rå natur i Vendsyssel og søstrene glæder sig til at lancere den i starten af september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...