Lørdag bliver jubilæumsbogen udgivet og en udstilling med filmplakater åbner

Lønstrups biograf har eksisteret i 100 år, og lørdag 14. juli er der jubilæumsfest med udgivelse af jubilæumsbog samt åbning af jubilæumsudstilling.
Den markante blå bygning midt i byens hjerte er blevet et centralt samlingssted. Også om vinteren, når byens mange turister er kørt hjem og efterårs-mørket sænker sig over land. Den begyndte som biograf - og der er også biograf i huset i dag.

Læsere på tidsrejse

I forbindelse med jubilæumsfestlighederne bliver bogen "Lønstrup Bio 100 år" udgivet. Bogen kan købes i biografens café fra lørdag 14. juli klokken 13.
Der venter læserne en bog om biografens omskiftelige liv, der både har budt på kriser og sejre. Den rummer blandt andet historien om de frivillige kæmpere, som har ført stedet frem til sit 100 års jubilæum. Og historien er beskrevet i både ord og billeder. Således er der udvalgt 354 fotos og illustrationer fra lokale gemmer.
Læserne bliver taget med gennem filmens barndom. De får også en stribe øjenvidneberetninger fra den første stumfilm i Lønstrup i 1918 til de sene forestillinger efter pornoens frigivelse, samt en liste over samtlige 1170 film vist i perioden 1959 - 1980. Læserne kan desuden glæde sig over billeder fra operatørrummet og læse historien om kunstnergruppen BIO IOO og se fotoalbum fra Min blå café med Emmy og Jørgen Christiansen som stedets første forpagtere.
"Som et klimaks på denne dramatiske tidsrejse, afsluttes med den fantastiske skildring af de standhaftige frontkæmpere, der for mindre end ti år siden trodsede den digitale tidsalder med 35 mm film på tonstunge sammenflikkede filmapparater", lyder det i den officielle bogomtale.
Biografen er i dag fuldt digitaliseret.

100 år forpligter

Jubilæumsbogens redaktion består af Arne Sørensen, Thisen, Jan Rasmussen, Peter Andersen og Per Østergaard.
Oprindelig var ambitionen at samle materiale til et jubilæumsmagasin, men projektet greb om sig, og lørdag er redaktionen klar med en bog på 230 sider.
- Det har været et rigtig dejligt arbejde at fortælle historierne og se billederne. Vi har jo set mange gange flere billeder, end dem der er med i bogen. Det har været et hyggeligt projekt, siger Peter Ingeman Andersen.
- Vi er fascinerede af, at det har været muligt at holde gang i huset i så mange år og holde fast i, at der er biograf i Lønstrup, siger Inge Balslev, der er i foreningens festudvalg.
- Og en 100 års dag forpligter - den kan vi ikke bare lige løbe uden om, tilføjer Jan Rasmussen.

Fra magasin til bog

I februar udgav gruppen bag Lønstrup Café-Bio en jubilæumsavis med historiske glimt fra årene, der er gået. Jan Rasmussen havde påtaget sig redaktøropgaven, og skulle dengang skære rigtig mange historier fra, idet der var otte sider til rådighed. Under arbejdet med jubilæumsskriftet blev redaktionsgruppen opmærksom på, hvor mange mennesker, der på den ene eller anden måde har været med i det lokale bio-projekt. Og selv om få er nævnt i bogen, er der tænkt på mange, forsikrer Lønstrup-gruppen.
- Vi har fået rigtig mange historier med i bogen og mange forskellige fortællere. Det er blevet en rigtig spændende bog. Musikere, kunstnere og bestyrelsesmedlemmer fortæller om deres arbejde i og med biografen.

Indholdet ændret

Først var huset biograf med skiftende ejere. Men siden 1987 har forskellige grupperinger af frivillige ejet og drevet stedet.
I 1987 starter kunstnergruppen BIO 100 med Peter Andersen som ejer og udlejer af huset, og der blev indrettet galleri og kunstværksted. 1989 overtog et interessentskab på seks personer ejerskabet og førte BIO 100 videre.
I 1991 skulle der nye kræfter til og 2. februar 1992 blev ApS Lønstrup Gamle Biograf dannet med 60 anparter - og det består stadigvæk.
- Det udgør et økonomisk fundament for huset, og det er lykkes os at blive ved. Nu er det en vane, at biografen er her, smiler Jan Rasmussen.
- At cirka 60 mennesker har købt anpart, er måske netop forklaringen på, at vi i dag kan fejre 100 års jubilæum med huset. Mange er involveret, supplerer Inge Balslev.
Husets indhold har ændret sig gennem årene.
- Mange forpagtere drev biografen året rundt - indtil 2001, hvor ideen om at lave biograf igen opstod.
Resultatet blev, at der i dag er biograf i vinterhalvåret og forpagter med cafe i sommerhalvåret.

Frivillige står bag

Bestyrelsen har - når der skulle rejses penge til Lønstrups blå perle - holdt fast i, at huset skulle forblive på de hænder, der har båret projektet de seneste mange år. Huset ejes af anpartsselskabet og Lønstrup Café-Bios aktiviteter gennemføres med hjælp fra 50-60 frivillige.
Det er selvfølgelig også de frivillige, der på lørdag er vært ved en reception for inviterede gæster. Fra klokken 13 er der mulighed for at købe jubilæumsbogen, og her vil byens gæster også kunne nyde musik og se jubilæumsudstillingen.
Hen over efteråret følger flere arrangementer, der markerer jubilæumsåret.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...