Liverpool International Football Academy ønsker at vise klubben og træningsmetoderne frem i fodboldskolen

Der er både blevet arbejdet og leget på Bagterp IFs baner de seneste tre dage.

72 børn i alderen fra 6 til 14 år fra hele Danmark - og to fra henholdsvis Færøerne og Norge - deltager i Liverpool Fodboldskole, som er arrangeret i tæt samarbejde med Bagterp IF.

Liverpool FC er ansvarlig for det sportslige indhold og gennemførelsen af skoleprogrammet. Og alle instruktører er professionelle trænere ansat ved Liverpool Fodboldklub, Liverpool International Football Academy. Liverpool ønsker med initiativet at vise klubben og dens træningsmetoder frem.

I Bagterp IF glæder initiativtager Tom Anderson sig over, at Bagterp med Liverpool-fodboldskolen kan tilbyde noget helt unikt.

- I forhold til de traditionelle danske fodboldskoler er det ret specielt at blive trænet af trænere fra Liverpool International Football Academy. Sproget er anderledes, og måden man træner på er anderledes, siger Tom Anderson.

Foruden de engelske trænere er der assistenter med, som kan oversætte, hvis det skulle knibe for de danske børn at forstå sproget. Assistenterne kommer fra forskellige danske klubber.

- Så vi er mange, både spillere og trænere, der mødes i Bagterp på tværs af danske fodboldklubber. Det er i sig selv også spændende, siger Tom Anderson.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...