Lillys forældre havde booket en times privat shopping hos indehaver Ellen Christensen - Lilly fik sit første par sko

HJØRRING: Skoringen i Strømgade er lukket på grund af coronakrisen. Men kunderne har mulighed for at booke en times privat shopping i butikken. Og den mulighed greb Line og Jan, der er forældre til Lilly på et år. For Lilly skulle have det første par sko.

I butikken tog indehaver Ellen Christensen imod familien - og hun holdt sig selvfølgelig i sikkerhedsafstand. For mottoet for den private shopping er: ”Du hjælper os med at passe på dig - vi hjælper dig med at passe på os”.

Lilly var en anelse genert, da hun kom ind i butikken, men hurtigt tøede den lille kunde op og gik velvilligt med til at prøve sko.

- Lilly går næsten helt selv - hun kan gå med hjælp. Og så skal hun jo have nogle ordentlige sko, fortæller Lillys mor, Line Amalie Isabella Jensen.

- Men på grund af de forskrækkelig tider, kunne vi jo ikke bare gå ud og købe sko. Vi er meget forsigtige og har meget respekt for smittefare. Og så læste jeg på Facebook, at man kunne booke en tid alene i Skoringen i Strømgade. Det er i forvejen vores foretrukne skobutik. Så jeg tænke selvfølgelig: ”Det skal vi da”.

- Det er en god måde at gøre det på, uden at skulle bekymre sig om smitte, tilføjer Line.

- Og de er meget professionelle og forsigtige. Vi følte os i trygge rammer. Det var en rigtig god oplevelse. Lilly smilede og syntes, det var rigtig sjovt - hun havde en fest.

Familien gik fra Skoringen med et par seje sølv-snørresko til Lilly.

- Vi fik en rigtig, rigtig god service og en god vejledning.

- Vi passer meget på og bevæger os ikke meget ud. Og vi havde egentlig tænkt, at sko til Lilly måtte vente til butikkerne åbner igen. Men vi ved jo ikke, om det hele åbner efter påske. Det er hendes første sko, og vi havde brug for vejledning. Det er ikke bare noget vi kunne købe på nettet - vi havde brug for professionelle til at fortælle, hvad vi skulle vælge. På nettet ville vi måske bare købe en nuttet sko, men her fik en sko, der både var nuttet og sidder rigtig - og så er det god kvalitet, tilføjer Line.

- Det var dejligt at få så god oplevelse i en lidt træls og besværlig tid, tilføjer Line.

- Det var fedt, at det kunne lade sig gøre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...