Jakob Münster Skov er uddannet automekaniker, men skiftede branche - nu er han udlært som urmager hos Byens Ure & Smykker

HJØRRING: Byens Ure & Smykker fejrede i denne uge, at Jakob Münster Skov er blevet færdig som urmager og nu kan kalde sig urmagersvend.
26-årige Jakob Münster Skov har alle fire år haft elevplads i butikken i Strømgade, og han bestod i april svendeprøven med topkarakterer.
Jakob Münster har fulgt en noget utraditionel vej til urmagerfaget.
- Jeg er faktisk uddannet automekaniker ved Dalsgaard Biler, smiler han.
At han skiftede spor skyldes en god kollega i branchen.
- Jeg kan jo godt lide håndværk. Det var også grunden til, at jeg valgte at blive mekaniker. Men mekanikerfaget er meget elektronisk i dag. Jeg ville gerne have noget mere håndværk. Tilfældigvis mødte jeg Dennis Lindkvist Pedersen, der var i gang med at uddanne sig til urmager.
- Det lød mega interessant, og jeg læste mere om branchen.
Jakob blev udlært mekaniker i marts for fire år siden, og i august blev han i første omgang ansat på prøve hos urmager Olav Hansen i Strømgade.
- Og så har jeg været totalt hooked lige siden.
- Det er fascinationen af, at man som urmager skaber noget. Når man får et gammelt lommeur ind, eller et gammelt automatisk armbåndsur eller et batteriur ind, som ikke vil gå, går jeg i gang med at skille det ad og rengøre alle dele. Og er nogle dele ødelagt, har jeg lært at producere nye dele - save dem ud i stål og bearbejde dem.
- Det er lidt magisk, når man samler uret, trækker det op, og det begynder at gå. Så føler du virkelig, at du har skabt noget. Det er bare lækkert.
- Det er fascinerede, når man får et ur ind, der måske ikke har gået i 20 år og får liv i det igen. Og så bliver man glad, når kunden kommer ind og er glad for det stykke arbejde, man har lavet. Det er derfor jeg er helt vild med faget.
Jakob Münster Skov er ikke i tvivl om, at der er fremtid i faget.
- Vi har nye udfordringer med digitale ure og smartwatch - dem kan vi desværre ikke gøre noget ved. Det er jo nogle små computere. Men jeg regner med, at jeg skal lave mekaniske og batteridrevne ure de næste mange år.
- Et mekanisk ur, der bliver serviceret hos urmageren er jo en evighedsmaskine. Det er virkelig et stykke håndværk, som man kan have i mange år.
Jakob konstaterer, at mekaniske ure er blevet populære igen.
- I mange år har folk ikke gidet trække ure op. Men nu er det blevet moderne igen at gå med ur - specielt for herrerne. Drenge er jo lidt nørdede. Vi kan godt lide mekanik, og vi vil gerne trække urene op, smiler Jakob.
Jakob har aldrig et sekund fortrudt at han skiftede spor.
- Det er nok den bedste beslutning, jeg har taget i mange år.
Jakob fortsætter ved Olav Hansen, hvor han primært tager hånd om opgaverne i værkstedet.
Og faktisk var han den eneste læring fra Vendsyssel på urmagerskolen i Ringsted
- Så jeg tilhører et fåtal - urmageruddannelsen er den mindste i Danmark, smiler han.
Den nybagte urmager glæder sig over sin læremester Olav Hansens indstilling til elevernes uddannelse.
- Man får lov at arbejde med tingene og får frihed under ansvar. Det er learning by doing.
Jakob Münster Skov opnåede en andenplads i DM i urmageri, og på skolen blev han som én ud af fem elever udvalgt til 14 dages udviklingsforløb på den anekendte, tyske virksomhed A. Lange & Söhne, der er en af verdens fineste urfabrikker.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...