Om kort tid bliver der meget mere plads til både modetøj og selskabstøj i Østergade

HJØRRING: Chiffon i Hjørring får meget mere plads til både mode- og selskabstøj. Et tomt nabolokale bliver nemlig inddraget. Og Chiffons indehaver, Lene Thomasen Nikkelsen, glæder sig til, at der bliver mere plads til kunderne og til at præsentere tøjet.

Det første hul er slået i muren ind til nabolokalet, hvor House havde til huse. Lene har personlig svinget hammeren, og håndværkerne tager over mandag. Allerede inden Black Friday 29. november skal de nye lokaler stå klar.

- Når jeg først har en plan, skal der ske noget - så venter jeg ikke måneder. Jeg har ingen tålmodighed, smiler Lene.

Chiffon på P. Nørkjærs Plads lukker, idet der bliver plads til selskabetstøjet i de nye og større lokaler i Østergade.

Ny aftale - ny plan

Lene ejer bygningen på P. Nørkjærs Plads, og egentlig hun havde planer om at flytte al tøjet hertil. Faktisk havde hun sagt sit lejemål i Østergade op for at spare huslejen, men planerne blev ændret. Nabobutikken i Østergade stod nemlig tom, og Lene fik en aftale i hus med ejendommens ejer. Den betød sammenlægning af de to butiklokaler. Og hermed traf Lene beslutningen om at lukke butikken på P. Nørkjærs Plads.

Hun ejer dog fortsat ejendomme på P. Nørkjærs Plads 17 og 18 - og den er fortsat til salg.

Klædt på til hverdag og fest

I Chiffon i Østergade er der trængsel på tøjstativerne. Efterårsmoden kalder på kundernes opmærksomhed.

- Jeg har den holdning, at der skal være noget at vælge imellem - der er næsten ikke den kunde, vi ikke kan klæde på.

Lene understreger, at tøjet i butikken er til kvinder i alderen fra 30 år og opefter.

- Det er misforstået, når folk tror, at Chiffon kun har tøj til ældre kvinder. Vi har tøj til både hverdag og fest til kvinder fra 30 år og op.

- Vi har en solid forretning med masser af skønne, dejlige kunder. Og den vil vi gerne styrke. Og stemningen her er både let og glad, smiler Lene, der ofte går forrest, når tonen slås an til sjov og grin.

- Jeg har kunder, der kommer langvejs fra for at handle med mig.

Lene er af natur meget direkte, og hun nyder at klæde både unge som ældre flot på.

- Vi kan klæ’ enhver kvinde til både hverdag og fest.

Chiffon - åbnede i Aalborg

Lene åbnede første gang Chiffon i Aalborg i 1997. Hendes nuværende mand, Palle Nikkelsen, fik hende med nord for fjorden. Parret købte hus i Hjørring, og Lene slog dørene op til Chiffon på P. Nørkjærs Plads første gang i 2007. Hun udvidede med Chiffon i Østergade i 2012. Den gang havde hun drevet både Chiffon og Butik 32 i lejede lokaler på P. Nørkjærs Plads, og de to butikker samlede hun under ét tag i Østergade.

- I løbet af få måneder kunne jeg godt se, at der ikke var plads nok i Østergade. Jeg fik mulighed for at købe huset på P. Nørkjærs Plads og flyttede selskabstøjet tilbage.

Men nu bliver al tøjet altså igen samlet i Østergade 7.

- Udlejer har fået dispositionsret over mit butikslokale på P. Nørkjærs Plads.

Forståelse på hjemmefront

Lene konstaterer med et smil, at planen om at udvide i Østergade er vanvittigt nu, hvor hun er 62 år.

- Men jeg har nogle gode medarbejdere, og jeg ville da kede mig hjemme - der skal ske noget.

Arbejdsugen bliver ofte lang, og der er langt mellem fridagene. Men Lene nyder det, og hun møder fuld forståelse på hjemmefronten. Lenes mand Palle driver nemlig tøjbutikken Wæhrens i Bindslev, og kender branchen og de vilkår, der følger med en hverdag som selvstændig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...