En ny legeplads er på vej i gårdhaven ved foden af det nye Kvinde-Barn Hus

HJØRRING: Planen om at etablere en legeplads på toppen af nybyggeriet ved sygehuset i Hjørring er droppet. I stedet bliver der lige nu etableret en legeplads i gårdhaven mellem det nye og gamle byggeri.

Legepladsen indrettes med gummibelægning, gyngestativ, sandkasse og legesager samt bænke, planter og små lamper langs stierne. Lyngsaa Lys fra Frederikshavn skal desuden lave en lysbænk til legepladsen.

De nye bygninger bygges som to Uér omkring den eksisterende glasgang. Det ene U er Kvinde-Barn Huset, som snart er færdig. Det andet U er den kommende Behandlingsbygning, som tidligst er færdig om fire-fem år. Og legepladsen var oprindelig planlagt på toppet af Behandlingsbygningen.

Den nuværende legeplads ved Børneafdelingens sengeafsnit bliver sløjfet, når næste etape af byggeriet skal laves, og hermed ville der gå fire-fem år, inden en ny legeplads var klar.

- Legepladsen er ikke kun til sjov, selvom der ikke er noget galt i sjov. Børneafdelingen bruger den meget - også i behandlingsøjemed, oplyser Camilla Brandt, kommunikationskonsulent ved Regionshospital Nordjylland.

Legen får børn til at røre sig, leg sætter gang i træge maver, og leg giver behandlerne mulighed for at observere barnet i bevægelse

- Der er også ofte søskende, der bruger legepladsen. I neonatal-sengene med de for tidligt fødte, kan indlæggelserne vare længere tid, og familierne har gavn af lidt adspredelse til ældre søskende.

Med den nye placering bliver legepladsen tilgængelig for både børneafdelingen, gæster og pårørende til andre i huset.

Placeringen betyder, at solen kun når legepladsen få timer dagligt, men placeringen er valgt ud fra det muliges kunst.

Hovedparten af den nye legeplads er finansieret af en arv, der er givet hospitalet. Pengene skulle gå til noget, der kom både patienter og pårørende til gavn.

Cykler og gynger og andre ting, som Børneafdelingen har fået sponsoreret gennem tiden, flyttes med til de nye rammer. Nogle ting er dog gamle og slidte, så de trænger til en update.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...