City-foreningen glæder sig over udviklingen med vandmiljø i Strømgade - og private ejendomsrenoveringer

HJØRRING: Hjørring City Forening vil med Lars Dam som formand sætte kraftigt ind på, at skabe en mere levende midtby i Hjørring.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Cityforeningen.

- Der er rigtigt mange positive tiltag i midtbyen lige nu, mener Lars Dam, der udover at være formand for Hjørring City Forening også ejer Din Tøjmand Christian i Strømgade.

- Vi har både kommunen og vandværket, der etablere en levende gågade med det planlagte vandmiljø, og vi har lokale investorer og bygherrer, der investerer i flotte renoveringer af midtbyens ejendomme, lyder det fra Lars Dam i pressemeddelelsen.

- Begge dele er vigtige elementer for at styrke byens gamle kulturakse med et hyggeligt og indbydende miljø, som er en forudsætning for at tiltrække turister og handlende.

Lars Dam glæder sig specielt over tilgangen af lejere til de tomme butikker i gågaden, som han har oplysninger om for hovedpartens vedkommende vil være fyldte i løbet af efteråret.

Lars Dam fortæller videre, at de forretninger, der flytter ind i de tomme butikker, for en dels vedkommende er nye tilflyttere udefra, mens resten enten flytter fra den østlige del af Østergade eller fra Metropolen. Lars Dam glæder sig dog mest over, at det er pæne og ordentlige butikker, der kommer ind, og at udlejerne ikke blot lejer ud til hvem som helst.

- Vi ser en lys fremtid i møde i vores gamle midtby, mener Lars Dam selvsikkert.

- Og vi vil med vores cityforening naturligvis bakke op om denne udvikling, så både vores turister og byens borgere kan nyde en levende og hyggelig midtby i Hjørrings hjerte i fremtiden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...