Lige nu er en ny hal på vej - hermed får centeret nyt indgangsparti med udstilling og cafe til madpakke-hygge

HJØRRING: På Landlyst Plantecenter glæder indehaver Peter Kjær sig til forår og forårstravlhed. Den mere stille vinterperiode udnytter han til at udvide centeret med en helt ny hal. Den skal blandt andet rumme det nye indgangsområde med udstillinger samt et cafehjørne med plads til madpakke- og kaffehygge.

Peter Kjær bygger nyt for at holde sin forretning toptrimmet.

- Vi kan mærke, at der skal ske noget nyt. I højsæsonen har vi et positivt problem med at få folk ud og ind ad døren, når der er rigtig travlt. Vi håber, at vi kan fjerne flaskehalesen ved kassen med udvidelsen. Folk har samtidig efterspurgt et sted, hvor de kan sidde sammen og drikke kaffe - det får vi nu.

En gammel drøm

Den nye hal bliver lige nu opført på en mark ved siden af de eksisterende bygninger, og den skal indvies i den anden weekend i marts - hvis altså den når at blive færdig.

- Planerne om byggeriet har været på tegnebrættet i mange år - jeg har haft drømmen længe, fortæller Peter.

- Den nye bygning er på 280 kvadratmeter. Den bliver indrettet med indgangsparti og butiksudstilling, hvor folk kan hente inspiration. Vi får en masse udstillede varer - blandt andet de varer, vi også har på hylderne i dag. Potter, skjulere og brugskunst vil folk fortsat kunne købe hos os. Men vi får også haveredskaber og flere vandingsartikler. Det er desuden planen, at fiskefoder og vandpumper bliver udstillet i lokalet. Samtidig kommer frø, løg og kartofler ind i den nye bygning.

Handicapvenligt byggeri

Med nybyggeriet sikrer Peter Kjær også handicapvenlige forhold til kunderne.

- Vi har rigtig mange pensionister og ældre fra plejehjem, der kommer hertil på udflugt, og nu får vi handicaptoilet. Der bliver desuden indrettet en cafe, hvor folk kan spise deres madpakker, tilføjer Peter Kjær.

I cafeen bliver der også indrettet et tv-hjørne til børnene.

Plantecenteret åbner også gerne dørene for haveforeninger, der ønsker inspiration - og her kan der aftales et arrangement med kaffe og kage.

Nybyggeriet forbindes med de eksisterende bygninger med en stor portal, så folk ledes direkte ind i drivhuset, og i den nuværende butik indrettes der en stor, opgraderet afdeling med stueplanter.

- Vi får mange flere stueplanter end tidligere, fortæller Peter Kjær.

En ny medarbejder er ansat 1. marts, nemlig Tina Pedersen, og hun får blandt andet til opgave at indrette de nye lokaliteter, så de bliver lækre og indbydende.

Nyt på hylderne

Peter Kjær overtog plantecenteret i 2008.

Lige nu ligger centeret skjult bag høje læbælter, men Peter Kjær vil fælde og åbne op mod hovedvejen, så Landlyst bliver synligt for de mange bilister, der hver dag kører til og fra Hjørring og til og fra motorvejen.

Rigtig mange kunder finder hvert eneste år vej til centret for at købe planter og haveudstyr hos Peter og hans team. Og mange af dem hygger sig under indkøbturen, og kan let bruge timer på at afsøge og udforske de mange fristelser til have og hus.

Kunderne kører til Hjørring-centeret fra hele Nordjylland, og kundekredsen tæller både private kunder samt firmaer inklusiv lokale anlægsgartnere.

- Kunderne ved, at vi altid har nye spændende ting på hylderne. Jeg kører rundt - også i udlandet - og håndplukker specialvarer, som andre måske ikke tør hente hjem. Jeg satser gerne på mere specielle varer - det er vi meget kendte for, siger Peter Kjær og tilføjer med et smil:

- Og hvis du ikke har varerne på hylderne, kan du jo heller ikke sælge dem.

Alt til nytte og fornøjelse

I højsæsonen er der op til 14 ansatte til at betjene og vejlede kunderne. Men ellers er 11 medarbejdere tilknyttet stedet.

- Jeg vil vove den påstand, at vi arealmæssigt er det største plantecenter i Nordjylland.

Landlyst Plantecenter frister med planter til både ude og inde.

- Vi har alt både til nytte- og prydhave, og vi har også havedamsplanter. Hertil kommer brugskunst, krukker og granitfigurer. Det eneste vi ikke kan tilbyde er afskårne blomster.

1. marts satser Peter Kjær på, at der bliver forår og startskuddet til højsæsonen lyder.

- Og med de temperaturer, vi har lige nu, kan man sagtens plante. Så længe du kan grave et hul i jorden, kan du plante alt, tilføjer han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...