Christian Dam tiltræder lederstillingen i Meny efter Henrik Svanhede, der nu er salgschef ved Ingstrup Mejeri

HJØRRING: Christian Dam, 32 år, overtager stillingen som købmand i Meny Hjørring efter Henrik Svanhede.

Den nye Meny-købmand er fritstillet fra jobbet som varehuschef i Kvickly - en stilling han overtog i september 2016. Han tiltræder sin nye stilling i Hjørring 25. februar, og han skal ugen forinden på inspirationstur til andre af Dagrofa-kædens nordjyske butikker.

Og så glæder han sig til de nye udfordringer i Meny.

- Det er en superfed og spændende butik, som der er rigtig mange muligheder i. Og butikken kan meget mere, end den har vist de seneste år, siger Christian Dam.

- Der er selvfølgelig hård konkurrence, men vi har en rigtig stærk profil, som skal tilpasses vendelboerne.

Meny Hjørring er ejet af Dagrofa, men Christian Dam har på sigt mulighed for at skyde kapital i butikken.

Med Christian Dam vender en ”gammel” kending i Meny Hjørring tilbage - nemlig slagtermester Kim Andersen. Det var nemlig et must for Christian Dam at få Kim Andersen retur i slagterafdelingen.

Christian Dam overtager hvervet efter Henrik Svanhede, der opsagde sin kontrakt med Dagrofa i november. Henrik Svanhede havde sidste arbejdsdag i Meny på Frederikshavnsvej 31. december, efter mere end 30 år i Dreisler/Dagrofa-familien.

Henrik Svanhede tiltrådte 1. februar en stilling som salgschef ved Ingstrup Mejeri.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...