Knap 200 borgere fra nær og fjern oplevede kunst på kunstmuseet og i Spar Nord

HJØRRING: Der var trængsel på Vendsyssel Kunstmuseum og i Spar Nord, da de to institutioner samarbejdede om at sætte fokus på kunsten tirsdag den 28. januar.

Temaet var Johannes Hofmeister. Knap 200 borgere fra nær og fjern benyttede sig af lejligheden til først at opleve Johannes Hofmeister udstillingen på kunstmuseet. Og dernæst gik turen til Spar Nord i Østergade for at opleve bankens fine samling af Vendsyssel-maleren. Også bankens værker af Poul Anker Bech, Snekke Kristensen og Arne L. Hansen fik ord med på vejen af museets kunstfaglige personale. Undervejs fortalte direktør Ole Peter Christensen om bankens virke.

- Folk har taget rigtig godt imod den her type samarbejder, hvor vi sammen med institutioner og virksomheder sætter fokus på kunsten. Men at så mange ønskede at komme med, det overrumplede alligevel både Spar Nord og museet. Det er jo fantastisk med så stor en interesse og opbakning til arrangementet, lyder det fra museumsdirektør Sine Kildeberg.

For at imødekomme den store efterspørgsel holdt Spar Nord og Vendsyssel Kunstmuseum derfor også et ekstraarrangement tirsdag den 4. februar, og det benyttede godt 100 deltagere sig af.

Sidst museet rykkede ”ud af huset,” gik turen til Retten i Hjørring. Og dér havde 135 tilmeldt sig ligesom mange mødte op ved døren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...