Centermanager og marketingschef glæder sig over et godt år med masser af aktivitet i shoppingcenteret

HJØRRING: Butikkerne i Metropol ShoppingCenter har det godt. Der er god stemning i shoppingcenteret og masser af mennesker.

Sådan lyder status fra marketingchef Jane Melgaard Olesen og centermanager Lars Slyngborg.

De forventer inden årets udgang, at tre mio. store og små kunder har besøgt centeret - men tallene bliver først gjort op i det nye år. Trods de mange mennesker bliver der formentlig tale om en nedgang sammenlignet med 2017, hvor 3,14 millioner tråde inden for i centeret.

Forklaringen er den lange og meget varme sommer. Den betød nemlig, at sommergæster ved kysterne blev ved vandkanten eller måske bare tog en enkelt tur til shoppingcenteret i deres ferie.

- Vi havde fire måneder, hvor folk hellere ville være ved havet eller i haven. Men vi er stadig tilfredse, siger Lars Slyngborg.

- Der har været dejligt vejr, men der har ikke været centervejr.

- Det overordnede mål er at fastholdes vores position som nordjydernes foretrukne indkøbscenter. Det gør vi med markedsføring og attraktive butikker, siger Lars Slyngborg.

Aktiv del af byen

Metropol ShoppingCenter tager aktiv del i byens samlede handelsliv via Hjørring Handel.

- Vi arbejder tæt sammen. Vi er ikke konkurrenter. Vi skal sammen skabe en god stemning og et godt miljø i byen, så folk kommer til Hjørring og handler i stedet for at køre til Aalborg, siger Lars Slyngborg.

- Vi skal ikke konkurrere om de mange mennesker, der bor i Hjørring - vi skal i fællesskab trække folk til fra et stort opland. Det kan vi gøre, hvis vi står sammen og arbejder sammen med resten af byen.

Jane Melgaard Olesen tilføjer, at et shoppingscenter ikke kan få succes uden gode butikker og deres medarbejdere, der er parate til at yde den gode service.

- Det er vi simpelthen afhængige af. Vi kan skabe rammerne og koordinere åbningstiderne - det er fællesskabets styrke her. Men butikkernes medarbejdere og deres service til kunderne er afgørende for vores eksistens, understreger Jane Melgaard Olesen.

Butikker vælges til og fra

Et enkelt lejemål står ledigt i centeret, nemlig lokalet hvor der tidligere var frisørsalon.

- Vi er i gang med at finde den rette lejer. Men vi har fyldt op i centeret og siger da også nej til nogle forespørgsler.

Centerets ledelse er nemlig selektiv, når det handler om at finde nye butikker.

- Vi vil gerne opbygge et center med de rigtige butikker, forklarer Lars Slyngborg.

Og ledelsen går analytisk til værks, når de rigtige brancher og kundetendenser skal afdækkes.

- Vi vil have den rigtige branchesammensætning, og det flytter sig over tid. Fordelingen mellem herretøj, dametøj, isenkram, guldsmede og dagligvarer ændrer sig. Vi følger hele tiden med i, hvad kunderne efterspørger og holder øje med nye koncepter, som vi gerne vil have ind. Vi skal hele tiden forny os, siger Lars Slyngborg og nævner Sushimania og Det grønne køkken som eksempler på nye koncepter.

Senest ankomne butik er Repfone, hvor kunderne kan få repareret deres mobiltelefoner, mens de venter - eller shopper i centerets butikker.

- Vi holder også øje med andre centre og følger tendenserne på nethandel.

Shopping med oplevelser

For Metropol ShoppingCenteret er gode og ekstra oplevelser til kunderne et vigtigt fokuspunkt. Og der venter både traditioner og fornyelse til kunderne i 2019. Et nyt tiltag er to bankoaftener i centergangene.

- Vi arrangerer selvfølgelig fortsat luciaoptog og fastelavn, men vi ser også, hvad der rører sig af nyt - for eksempel med youtube-stjerner og Gurli Gris. Vi vil hele tiden have de hotte trends for alle aldre med, siger Jane Melgaard Olesen.

Amerikanske traditioner som Valentinsdag, Halloween, Singles Day og Black Friday står også på centerets aktivitetskalender.

- Og vi holder et højt aktivitetsniveau - der går ikke mange dage eller uger, før der sker noget nyt.

- Vi undersøger hele tiden, hvad vi kan gøre bedre. Vi fik vores egen app sidste år, og den udvikler vi fortsat.

Metropol ShoppingCenter har også øget fokus på miljøhensyn og har blandt andet skiftet til mere miljøvenlig LED-lys.

- Vi forsøger hele tiden at udvikle og tilpasse os. Og Metropol ShoppingCenter har da også en genbrugsuge på programmet, da det jo stadig er hot.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...