Vendsyssel Teater spiller lige nu forestillingen Kiksekartellet - og Krumme er med, eller er det Kringle .......

HJØRRING: VendSyssel Teater spiller lige nu forestillingen Kiksekartellet - en krimikomedie om kiksefabrikken og dens hemmeligheder. På premiereaftenen sad togfører Krumme Schmidt og hans hustru Alice på tilskuerpladserne. Og de blev her præsenteret for Pernille Sørensens rolle ”Kringle”, der har fundet kraftig inspiration i Krumme ham-selv - eller rettere Krumme siel’, som Krumme ville have sagt.

Og Krumme var da heller ikke sen til at arrangere et ”fagligt møde” med skuespilleren uden for Vendsyssel Teater og direktør for teateret, Lars Sennels, på sidelinjen som fotograf.

- Kiksekartellet er et fantastisk teaterstykke, som handler om historier fra kiksefabrikken Oxford, som lå i Hjørring. Det er vist med at få billetter i en fart, for det her er noget, der trækker folk til, vurderer Krumme Schmidt med et stort smil.

- Det er en fantastisk forestilling, som alle bør se.

- Pernille Sørensen har skrevet stykket og skuespillerne gør det rigtig godt, lyder Krummes anmeldelse af forestillingen.

Skummelt og sjovt

Kiksekartellet tager publikum med tilbage til kiksefabrikken i slutningen af 1940’erne.

Salget af kiks går strygende, ikke mindst efter ansættelsen af en svensk kiksemester. Livet er også muntert hos frimurerlogen ”Snapsebrødrene”, hvor logebroder Murer-Madsen gerne arrangerer vovede aftenarrangementer med den frodige kiksepige Sorte Marie.

Samtidig er der stille i Amtmandsboligen på bakken. Hunden snorker, og amtmandinden keder sig. I hvert fald indtil den svenske kiksemester dukker op med en pakke af eksotiske kiks, bagt efter en hemmelig opskrift. I denne verden opstår ”Kiksekartellet” – eller gør det?

Langt senere, i 2020, er der travlt på byens teater. Kunstforeningen ”Skitserne” holder høringsaften om flytningen af byens stolte skulptur Tyrebrønden. Der er både gammelt fjendskab og penge på spil. I løbet af aftenen dukker rygterne om ”Kiksekartellet” imidlertid også op – sammen med historier om nogle uafklarede mord i byen. Men fandtes ”Kiksekartellet” overhovedet? Og findes det stadigvæk?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...