Folk i Hjørring kommune står i kø for at deltage i natur-projekt, hvor haverne skal vokse vildt

HJØRRING: Hvis du i løbet af de næste måneder synes, at din nabos ellers så velfriserede have eksploderer i vild, frodig og ukontrollabel vækst, så vent et øjeblik med at gå grassat - det kan nemlig meget vel være, at vedkommende har ædle hensigter og blot er koblet på et nyt, lokalt projekt.

Mandag aften var der kickoff-møde med deltagelse af Bonderøven - alias Frank Erichsen - om, hvordan institutioner, kommune og haveejere kan booste den vilde natur.

- Inden mødet havde 140 tilmeldt sig projektet, og det tal forventer vi stiger, siger udviklingskonsulent Dorte Reinholt, Hjørring Kommune.

Mødet blev holdt i det fri på Spejdergården ”Højvælde” - og mere end 300 borgere mødte op.

Insekt-tælling i august

For nogle år erklærede Hjørring Kommune sig som Naturkommune - og det er blandt andet i lyset af, at man arrangerer det årlige Naturmøde i Hirtshals, at man skal se tankerne om at ville fremme den vilde natur.

Bonderøven er koblet på, da Impact TV og DR følger projektet gennem det næste halvandet år - det kommer der en programserie ud af, og den skal sendes på DR.

Kommunen er allerede i gang på nogle af dens arealer, blandt andet har en del bilister sikkert bemærket, at der skrabet et lag af overfladen på en række rundkørsler, så der bliver fri bane for ny bevoksning.

På mødet mandag fik deltagerne udleveret frø til kællingetand, da planten er populær blandt insekter.

De fik også et skilt, som de kan ”plante” i haven, så de på den måde viser, at det skam er med vilje, at dele af haven ser lidt kaotisk ud ...

Kongstanken er, at mere biodiversitet og vild natur er godt for sommerfugle, bier og andre insekter.

- Naturhistorisk Museum sørger for en insektælling i august og igen et år senere for at se forskellen, fortæller Dorte Reinholt, som også personligt deltager

- Det giver mere liv i haven, og den bliver meget smukkere at se på. Og så kan man jo ligge i hængekøjen i juli, siger hun med et smil.

Man kan fortsat tilmelde sig projektet, og kommunen ligger inde med forslag, hvis man trænger til lidt inspiration.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...