Spar Skallerup har netop uddelt to gange 20.000 kroner til to lokale klubber

KOMMUNEN: SPAR Skallerup, der har til huse i Skallerup Seaside Resort, har netop indgået store sponsorater med to lokale klubber.

Det gælder dels Skallerup-Vennebjerg idrætsforening og dels Faldskærmsklubben Nordenfjords.

De to sponsoraftaler løber i 20/21, og er på hver 20.000 kroner.

- Mange foreninger og sportsklubber er hårdt ramt på økonomien som følge af nedlukningen af samfundet i forbindelse med corona-krisen.

- Nogle har mistet kontingenter eller sponsorer. Vi vil gerne være med til at gøre en forskel her i lokalområdet i takt med at foreningslivet igen åbner op. Det er baggrunden for disse aftaler, siger SPAR købmand Christian Stephansen.

Ikke uventet er Skallerup-Vennebjerg Idrætsforening meget glade for denne håndsrækning i en svær tid.

- Vi ved, at det er svært at få sponsorater fra de lokale erhvervsdrivende. Vi ved at alle har haft nedsat indtjening pga. corona-krisen. De fleste af vores sponsorer har størstedelen af deres indtjening fra turister, derfor blev jeg også utrolig overrasket, da Christian ringede til mig, siger formand Anita Kristensen.

- Vi er utrolig beæret over, at SPAR Skallerup har valgt at tænke på os i denne svære tid. Vi har til dagligt et godt samarbejde med SPAR købmanden, men det er ikke ensbetydende med at vi forventer, at få så flot et sponsorat fra dem.

- I disse corona tider er der mange udgifter i foreningen, men ikke mange indtægter, så hvert et sponsorat tæller. Dette sponsorat kan hjælpe i forhold til indkøb af rekvisitter til vores sport, samt støtte til vores lokale idrætsweekend, som vi afholder hvert år for egnens børn, siger formanden.

Også i Faldskærmsklubben Nordenfjords er glæden stor for sponsoratet falder på et rigtigt tørt sted.

- Som formand for klubben, har det været meget frustrerende at se midlerne, som skulle være med til at udvikle klubben, stille og roligt svinde ind, midler som klubbens ulønnede ildsjæle har været med til at skabe.

- Klubben investerede kort før covid-19 i et større fly, og vi er derfor ekstra hårdt ramt af manglende indtægter. Vi er meget glade for sponsoratet, siger Morten Rom.

Finansieringen af sponsoratet er blevet mulig via en uddeling fra Købmandsfonden KFI, der i alt har afsat 10. millioner som frie købmænd over hele landet kan ansøge om til lokale sponsorater.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...