Viser tegn på god trivsel i sine nye omgivelser

HIRTSHALS: Den ca. 2 kg tunge, og 30 cm lange klumpfisk, der blev landet af Hanstholm-kutteren ”Fru Middelboe” i sidste uge, trives godt på Nordsøen Oceanarium, hvor den lige efter ankomsten blev lukket ud i det 4,5 millioner liter store akvarium. Den har gennem den sidste uge vænnet sig til de nye omgivelser og ikke mindst til dykkeren. De 2 andre klumpfisk på henholdsvis ca. 350 kg og ca. 75 kg bliver håndfodret hver dag, og den lille ny har vist en vis interesse, uden at tage det sidste initiativ til at spise fra dykkerens hånd.

Biolog Kristina Ydesen og dykker Simon Madsen besluttede torsdag, en uge efter ankomsten, at de ville prøve at indfange den lille klumpfisk. Formålet var, at anbringe den i et slags mobilt anlæg, der er blevet sænket ned i Oceanariet. Dette ville give endnu mere ro til klumpfisken, og mulighed for at dykkeren kunne komme helt tæt på og derved få fodret den. Indfangning blev nøje planlagt, og det lykkedes i første forsøg, med mindst mulig påvirkning af fisken, at få den flyttet ind i anlægget. Kort tid efter svømmede Simon deri, og tilbød klumpfisken foder fra sin hånd. Overraskende begyndte klumpfisken straks at indtage føden, helt uden frygt for dykkeren og hans luftbobler, der ellers kan virke skræmmende for nye beboere i Oceanariet.

- Jeg tror at den langsomme tilvænning i det store anlæg, hvor vi dykkere har været nede og fodre de andre klumpfisk og stimefisk simpelthen har gjort sit til, at denne mission lykkedes så godt, siger en lettet biolog Kristina, og fortsætter:

- Vi har dagligt observeret den lille fisk nøje og ændret planer løbende. Jeg er meget glad for at vores lille mission lykkedes. Nu kan vi i ro og mag dykke ned til klumpfisken flere gange dagligt, og få den vænnet til at vi dykkere altså betyder mad. Jeg forventer at det ikke varer længe førend den kan komme tilbage ud af sit midlertidige anlæg.

Optimismen omkring den nye lille beboer har hele tiden være stor, med dette skridt gør, at der forventes at klumpfisken kan leve i Oceanariet i mange år fremover, til glæde for både personalet og akvariets gæster der kan opleve og lære om den ejendommelige klumpfisk. Foruden sit lidt spøjs og meget charmerende udseende er den også en fremragende repræsentant for alle de andre sære og spændende væsener i Nordsøen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...