Bente Athena Jakobsen åbner klinik i House & Jeff - her tilbyde hun alt fra massage til samtaleterapi

HJØRRING: Bente Athena Jakobsen åbner 2. juni Klinik Athena i Hjørring. Hun får klinik i livsstilhuset House & Jeff på Springvandspladsen i Hjørring.

Bente driver Body Institute i Aalborg, og hun har 20 års erfaring inden for sit felt. Hun har uddannet sig inden for massage, samtaleterapi og hypnose, kraniosakralterapi, muskelterapi, painkillers med akupunkturnåle og opstrammende massager med sugekopper, der glatter appelsinhuden.

Blandt kunderne i Aalborg er Aalborg Kongres- og kulturcenter samt Aalborg Teater, der tilbyder hendes ekspertise til de ansatte. I begyndelsen vil klinikken i Hjørring have åbent mandag og tirsdag, men efterhånden som kalenderen bliver fyldt op, vil Bente Athena Jakobsen udvide åbningstiderne og gradvis afvikle Aalborg-klinikken.

- Jeg tilbyder blandt andet behandling af spændinger og skader - og jeg overskrider aldrig mine beføjelser og min ekspertise. Jeg sender folk videre til fagpersoner, når jeg finder eksempelvis muskulære skader, mærker eller andre uregelmæssigheder. Det kan jeg gøre, fordi jeg har mange års erfaring.

Win win

For indehaver af House & Jeff, Sanne Godtliebsen, var det oplagt at åbne dørene for Bente Athena Jakobsen. Bente og Sanne har haft et godt og nært venskab gennem 26 år.

- Jeg åbnede det nye livsstilshus i september - og det skal tiltrække andre aktiviteter, end dem vi kender for traditionelle tøjbutikker, fortæller Sanne Godtliebsen.

Bente var på udkig efter et egnet lokale, hvor hun kunne tilbyde massage, kraniosakralterapeut og psykoterapi, og Sanne havde afsat plads til et kontor - som hun aldrig bruger.

- Jeg vil jo helst bruge min tid i forretningen. Jeg foreslog Bente, at hun to dage om ugen - mandag og tirsdag - kunne blive en del af huset her, fortæller Sanne Godtliebsen og tilføjer:

- Vi har pladsen til klinikken, god plads i butikken og vi synes, det er nyskabende. På den måde bliver det win win for begge parter.

- House & Jeff har et koncept, der bygger på wellness, og da Sanne tog initiativet, gav det god mening for mig. Jeg regner med at få nogle gode år her, smiler Bente.

Vendepunktet

Oprindelig arbejdede Bente indenfor plejesektoren.

- En dag jeg kom hjem, lå der en ugeavis, hvor der stod: ”Bliv massør.”

Og det blev et vendepunkt for Bente.

- Min far er født i Kina, og jeg har i min opvækst fået mange input om helse og hvad der er godt for kroppen. Jeg tog kurset og fandt ud af, at det var meget mangelfuldt, så jeg begyndte selv at læse op og afsøge området til bunds. Jeg startede klinik i Aalborg samtidig med, at jeg videreuddannede mig.

- Undervejs kom der nye behandlingsformer til - karniosekralterapi, laserterapi, NLP, coach, hypnose, laser behandling til arvæv og muskelskader - jeg har hele paletten.

Bente har til stadighed haft kvalitet i fokus i sit arbejde, og den gode respons fra klienterne er en drivkraft.

- Jeg skal lave noget, der får folk til at vende tilbage, fordi de kan mærke, at jeg gør en forskel for dem.

Efter 20 år med terapi for krop og sjæl trives hun fortsat i behandleruniverset.

- Når jeg bliver 85, sætter jeg måske farten lidt ned, men jeg stopper ikke, forsikrer hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...