Hjernedyst på biblioteket - hvem er den klogeste 6. klasse i Hjørring kommune?

HJØRRING: Engang skulle man nærmest kunne kongerækken i søvne, hvis man ikke ville risikere at få et svirp af spanskrøret; så var det pludselig gammeldags med al den paratviden, for det var jo nok at vide, hvor man kunne finde svaret - i eksempelvis leksika eller via en Google-søgning.

Sådan kan der være forskellige holdninger til, hvad man bør og skal vide.

Men onsdag var det i hvert fald en god ide at have en vis portion paratviden indlejret på sin egen harddisk i kraniets indre, da der blev afviklet ”Smart, Parat Svar” på Hjørring Bibliotek.

Seks 6. klasser fra forskellige skoler i kommunen deltog i dysten, hvor vinderen går videre til en regional fight - og herefter kan man så gå videre til en landsdækkende finale, hvor hovedpræmien er 10.000 kroner til klassen.

Deltagerne var Løkken Skole (Vestkysthjernerne), Sindal Skole (De vise Malthesere), Tornby Skole (Twånbonitterne), Bagterpskolen (Den gyldne Banan), Lundergårdskolen (Dashing Nerds) og Højene Skole (Højene Brain$).

Fem elever fra hver klasse skulle forsvare klassens og skolen ære ved at vælge en håndfuld kategorier fra en tavle med 24 forskellige emner. Man kunne gå ombord i alt lige fra film og fodbold-VM til Grønland og gaming.

I den første af to indledende runder skulle eleverne fra Tornby dyste mod klasserne fra Bagterp og Højene.

Hver deltager fik tre spørgsmål i hver kategori.

Tornby-eleverne lagde ud med Harry Potter. De svarede kun rigtigt på det første - hvor mange mål er der på en Quidditch-bane (seks i alt) - og måtte dermed nøjes med et point.

Bedre gik det for Bagterp-mandskabet i første runde, da de gættede, at det er en isbjørn, der er afhængig af hav-is for at jage sæler - og at en lady bird på dansk er en mariehøne. De vidste dog ikke, at det er en sanktbernhardshund, der render rundt med brændevin om halsen til tider. Altså blev det til to pint.

Højene-eleverne fik også kun et point på kontoen i kategorien Andeby. De vidste, at ikke kun Anders And, men også Fætter Højben er vild med Andersine. Men de kunne ikke svare på, at Mickey Mouse og Fedtmule har drevet detektivbureau sammen - og vidste heller ikke, at heksen som kan lide farven lilla og er lidt forelsket i Sorte Slyngel, hedder Madam Mim.

Efter flere runder, mange kategorier og endnu flere spørgsmål endte Bagterpskolen og Sindal Skole i finalen.

Her trak Bagterpskolens gyldne bananer sig sejrrigt ud, og de kan nu kalde sig Hjørrings klogeste klasse.

Det blev dog en yderst tæt afgørelse; de to finalehold skulle hver vælge 10 kategorier. Og da der var tre spørgsmål i hver kategori - og et point for rigtigt svar - var der 30 point på spil. Og blot et, sølle point endte med at adskille de to klasser.

Bagterp skal nu deltage i den regionale finale 9. januar - med mulighed for at gå videre til landsfinalen, der afvikles 6. februar i Odense.

Bibliotekarerne Charlotte Nielsen og Anne Heidmann styrede slagets gang.

Sidste år endte en 6. klasse på Lundergårdskolen på andenpladsen i den landsdækkende finale.

”Smart, Parat, Svar” har eksisteret siden 2005.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...